Bestyrelsen fra Røde Kors i Gram fortæller…
Godt nytår og tak for det gamle – sådan sagde vores forældre altid i januar, når de mødtes med venner og bekendte. En rigtig fin talemåde, som aldrig går af mode.
Bestyrelsen i Røde Kors i Gram vil gerne sige mange tak for en kæmpe indsats til alle de mange flittige frivillige, vi har i de forskellige aktiviteter.
Mange aktiviteter
Vi er stolte af vores flotte og indbydende butik, som vi har i Gram. Vores mange frivillige har arbejdet hårdt, så butikken har givet et flot overskud. Det betyder, at vi har kunnet bruge penge til andre aktiviteter – Besøgstjeneste, Vågetjeneste, Demenscafé og motion, Tryghedsopkald og Nørklere.
Herudover kan vi donere til julehjælp, ferielejre og sundhedsklinikker i nærområdet samt til forskellige projekter i udlandet.
Kom og vær med
Hvis nogen kunne tænke sig at være med i et fællesskab, hvor det virkelig giver mening at hjælpe, så er der altid brug for flere hænder. Al indsats er meningsfuld og værdsat.
Vi vil også gerne takke borgerne i 6510-området for at donere ting til butikken og for at handle i butikken.
Vi glæder os til at trække i arbejdstøjet i det nye år. Vores håb er at tiltrække endnu flere frivillige, så vores arbejde kan hjælpe endnu flere sårbare, så de frivillige oplever en glæde ved at være en del af et fællesskab og ved, at deres indsats gør en stor forskel.
Vi kan ikke hjælpe alle – men alle kan hjælpe én.
Bedste hilsner
Bestyrelsen
Annonce