I 6510nyt er vi ind imellem så heldige, at tre dygtige klummeskribenter besøger redaktionen. De har alle noget på hjerte, ser det der rør sig, og har en mening om det meste.
Johannes Gjesing, sognepræst, Anita Bisgaard, leder på Fole Friskole og Gitte Nordentoft Thomsen, nytilflytter, vil på skift give deres bud på tanker der er vedkommende i din hverdag. Så tag en stille stund, læs deres tanker og lad dine egne flyve afsted.
Klumme er skrevet af Anita
Bisgaard;
mor til Cathrine og Laura.
Mormor
til David og Fillip.
Skoleleder på Fole Friskole
Tanker om børneopdragelse
Da mine egne børn var små for godt 25 år siden, så verden og hverdagen noget anderledes ud, end den gør i dag. Vi boede på landet, og vi havde truffet nogle valg, som gjorde, at vores børn voksede op i et landsbysamfund, hvor alle kendte alle, og hvor rigtig mange af de voksne arbejdede på deltid for at være sammen med børnene. Vi valgte tiden og nærværet, og det betød, at vi var meget til stede i vores børns barndom. Vi var også til dels enige om, at opdragelsen af vores børn ville/skulle vi nok selv stå for. Vi ville have, at de f.eks. skulle sige tak for mad, og hvis det ikke lige var aftensmaden, som de drømte om, siger man altså ikke, at maden er ulækker, men ytrer sig mere diplomatisk – af respekt for den, der har lavet maden.
Lektierne var børnenes projekt og derfor deres ansvar, med en forventning om, at man yder det bedste, man kan. Ingen er forpligtet udover evne. Vi satte naturligvis rammen for hverdagen; de blev vækket på samme tidspunkt, morgenmaden blev indtaget i fællesskab, og lektietiden var den samme, ligesom aftensmad og sovetidspunkt. Denne ramme var aldrig til forhandling.
Vi lavede i fællesskab i børnenes klasser rammerne for f.eks. børnefødselsdage, blå mandag med de øvrige forældre i klassen, hvornår de måtte få en Breezer med til fester og alt det, der siden stødte til. Vi var de voksne, og vi bestemte i fællesskab for vores børn.
For mig er det vigtigt, at vores børn også har mulighed for at være medbestemmende: – Vil du have de grønne eller de blå bukser på? Jeg har også altid sørget for en udvej for barnet, hvis der er opstået en konflikt, uden at barnet taber ansigt. Så taler vi om situationen i "fredstid". Jeg har også altid været bevidst om at vælge mine konflikter med omhu, så alting ikke bliver "forbudt". Vi vokser jo ikke som mennesker ved at få sat restriktioner – mere ved at få muligheder.
En anden vigtig ting er at kunne sætte sig ind i andres følelser, at være inkluderende og hjælpe andre, sætte egne behov på pause og vise omsorg for andre – at være rollemodel, hvilket til tider godt kan være udfordrende (som dengang jeg var på studietur på Island med en klasse og skulle ride på heste i 10 km, når man nu selv er bange for heste – puha).
Har jeg så fejlet undervejs? Ja da, selvfølgelig har jeg det. Ingen er jo perfekt!
Men i dag er jeg en stolt mor til to livsduelige voksne, og hver gang jeg er sammen med dem, fyldes mit hjerte med taknemmelighed over at have dem i mit liv.
I skolen har vi regler, for at fællesskabet kan fungere, så vi alle kan være ligeværdige og få kompetencer, som er alderssvarende og relevante. Vores undervisning og vores samvær med eleverne er i høj grad baseret på relationer, opgaver og oplevelser, som alt sammen skal give mening – ellers er det jo ligegyldigt.
Nu er jeg mormor til to drenge, og det er stadig mig, der bestemmer – dog ikke i så høj grad som min svigersøn og datter. Men når de er hos mormor og morfar, er det vores regler, der gælder. Vores ældste barnebarn (på 4 år) var på besøg hos os i weekenden, og da han tog en af mine fine keramikblomster op af vasen og fik at vide, at det ville jeg ikke have, spurgte han: "Mormor, er den da skrøbelig?"
I min optik går den gode relation, det nære venskab, det pæne sprog, respekten for hinanden, gode oplevelser, meningsfulde regler og omsorg aldrig af mode.
Pas godt på børnene – også de andres børn.
