I 6510nyt er vi ind imellem så heldige, at tre dygtige klummeskribenter besøger redaktionen. De har alle noget på hjerte, ser det der rør sig, og har en mening om det meste.
Johannes Gjesing, sognepræst, Anita Bisgaard, leder på Fole Friskole og Gitte Nordentoft Thomsen, nytilflytter, vil på skift give deres bud på tanker der er vedkommende i din hverdag. Så tag en stille stund, læs deres tanker og lad dine egne flyve afsted.
Af BORGERJOURNALIST
Gitte Nordentoft Thomsen
Det er en søndag i april - vejret er dejligt … det ligger op til årets første længere cykeltur ud over de små veje - denne dag via Kastrup enge og Gelstoft, videre til Arnum med et vue op imod Højrup vejkirke - for så at ende på - tidligere kendt som “Den holistisk højskole”, men nu - med et måske mindre mystisk og spirituelt aftryk - Stensbæk Kurcenter …. og hvis vi er heldige og skovcaféen har åbent for kaffe og kage - at lave en rast i deres fredfyldte indergård - der hvor tid, vind og tanke står stille ….. og som en musende spurvehøg står svirrende stille i luften - holde åndedrættet roligt og zen-agtigt tilbage - nærmest med følelsen af en uendelig uendelighed - før turen atter går bakke op og bakke ned til Fole, forbi det smukt udsprungne tulipanfarveflor - for så at styre hjemad imod slotsbyen Gram igen.
Målet er denne gang ikke blot kaffen og og den gode kage, men at genopleve sidste års boost af oplevelse, da vi på samme cykeltur lagde vores vej forbi - dengang helt uvidende om stedets funktion, historie og eksistens - men som på halvanden time gav os oplevelsen af ro, afslapning og fred i sjælen - og efterlod os med en forundring over at bo så tæt på et sådant sanseligt sted vi slet ikke kendte eksistensen af …..
Hurra ….. skiltet med “Åbent” står i vejkanten og flager os velkommen - altså en mulighed for os at lave et genbesøg - få en fornyet sanselig og magisk oplevelse og måske denne gang også få en bedre fornemmelse af kræfterne bag disse smukke røde træbarakker og en snert af deres historie.
Minderne fra sidste år kommer os imøde, da vi har parkeret vores cykler op imod det gamle træ midt på gårdspladsen - indsnuser atter tid og sted - og følger - uden at have aftalt det nærmere med hinanden - automatisk den lille sti bag om gavlen - jo, dengang trak den også i os - førte os forførende ad snirkler stier rundt i haven - førte os dragende rundt i en labyrint fyldt med august-berigede dufte, tilgroede køkkenhaver, bærbuske, frugttræer - en sanselig have med plads til tankens kraft eller fred for det samme - der var stille - nærmest larmende - kun forstyrret af skovens melodiske fugleliv og træernes lette hvisken.
Vi bevægede os roligt omkring - tempoet faldt og stemmerne fra os sænkedes til en nærmest hvisken - af respekt for det sanselige lydisolerede rum - bevægede os nysgerrigt omkring - opdagede mængden af røde barakker - opdagede at vi gik igennem en historisk tidslomme, som vi - alene af denne grund - burde stille os ydmygt og forsagt overfor.
Hvad var det her for et sted? - hvem boede her? - og hvad var tankerne bag denne udlevede ide og åndelighed?
Vi satte os i indergården - efter vores tur rundt i haven - fordøjede indtrykkene - i skyggen af et af de hyggelige gamle træer, som kunne skygge lidt for augustsolens insisterende varme og stikkende stråler.
Der var mange små borde og stole - fyldt med weekendens for hjemadgående og småpludrende yoga kursister men også af forbipasserende gæster som os - på søndagstur.
Da vi havde nydt, rastet og nærmest fået pulsen i alarmerende lavt gear - fangedes vores nysgerrighed af bygningerne - vi fik lov til at få os en tur ned ad barakkens lange gange - så at weekendens kursister var ved at pakke sammen efter et skøn retreat med strækkende øvelser, kulinarisk vegetarmad og saliggørende ro. Alle rum havde været i brug - sengetøj lå i bunker - klar til at blive samlet ind og klargjort til næste hold.
Hvert kursist-rum osede af ro - intet overstimulerende, men harmonisk dekoreret - så øjet og sjælen på et splitsekund faldt i et roligt og taktfast slag - jeg kunne straks se mig selv sidde der og skrive - fri af tv, radio og andre forstyrrende lyde - blot overladt til mig selv og den natur der smyger sig ind ad bygningernes indtørrede sprækker og vinduernes haspede åbninger.
Vi bevægede os videre - fra de lange gange - ind i et gammelt bibliotek - højt til loftet og med plads - til at dele tanker, læse nye ord og tilgange til livet - plads til fordybelse, meningsudveksling fra hinanden og reolernes skrift - ikke fra tv, Chat GPT eller andre styrtende IT-elementer - men mere med afsæt i det virkelige og levede liv - visdommens ord. Der var intet moderne eller tjekket over rummet - endnu en tidslomme - med gamle lave 60’er klubstole - hvor man kunne sænke sig ned for nærmest ikke at kunne komme op igen - ihverfald ikke før man havde lyttet og læst - nok til at letheden igen indfandt sig ….
Fra biblioteket bevægede vi os længere ind i historien - åbnede den brede dør - ind til “magien” - bygningens “diamant” - en gammel glorværdig gymnastiksal med patina af sved og tårer - hvor man nærmest kunne høre Kaptajn Jespersen slå insisterende taktslag til knæbøjninger og armsving, sprællemænd og møllesving - se svedende unge mænd i hvide undertrøjer, bomuldsshorts og gymnastiksko - alle vandkæmmede og bekendte med husets skrappe regler….
Måske den ældste gymnastiksal i Danmark - ikke helt sikker på denne fakta - men dog så eftertragtet at “Den gamle by” havde gjort kur til stedet - lod vi os fortælle - om perlen ikke kunne få sin plads på det århusianske museum! - men nej, den skule forblive - fortælle sin historie på stedet - mens hverdagen rullede …. sansernes parkeringsplads, følelsernes nulstilling og kroppens wellness….
Vi bevægede os tilbage ad gangene - opfyldte af noget vi ikke helt kunne forstå var blevet os tildelt - og da nysgerrigheden efterhånden havde fået et godt tag i os - lindede vi - på vejen ud - på endnu en dør …. en lille dam, med dansende skøjteløbere, hvilende liggestole og summende sjælefred strømmede os imøde - vi måtte derud - mærke følelsen af denne overraskende oase - 5 minutter og så var man “på ferien man ikke ville hjem fra” …. ikke engang en bog var nødvendig her - lukkede tunge øjne, en dyb vejrtrækning …..langt …..langt…. ned under diafragma - næsten glemme at slippe vejrtrækningen - for til sidst at glide hen i en tranceagtig stilstand og ro - give slip uden at miste taget - dér i den skønne august sol - for så atter at slå øjnene op - opdage at vi var lige her - på den selvejende institution Kurcenteret Stensbæk - som fra 2010 havde været “Den holistisk højskole”, men som tilbage i 1939 blev opført som “Statsungdomslejr Stensbæk”, senere flygtningelejr og feriekoloni, for så at blive “Statens Arbejdsteknisk Ungdomsskole” og AMU center - og hvor tre familier nu drev stedet med hjælp fra frivillige, kursister og støttemedlemmer.
I dag - en søndag i april - sidder vi så igen - som sidste år i august - under et af træerne i indergården - nyder vores kaffe og kage - indsnuser dagen og forsøger at indfange fornemmelsen af den oplevelse vi sidst tog med herfra …
Personalet har travlt i dag - som sidste sommer - har der igen været 21 kursister til yoga i denne weekend - nu ved at afslutte med en vegetarisk frokost - som efter forlydende - skulle være en helt fantastisk madoplevelse….
Tre familier bor fortsat omkring kurcenteret - lægger deres energi i stedet - hjulpet af frivillige - vi sætter os på cyklerne igen - jeg tænker …. stedet har inspireret mig … til at skrive, men også til at dele oplevelsen - med andre - opfordre til at kigge forbi når der er “åben café” - gå en tur i sansehaven, få en kop kaffe i skyggen af de blomstrende træer, måske gå en tur inde i lokalerne - hvis man får lov - mærke det historiske vingesus og den sanselige ro - måske endda få lyst til at komme tilbage næste år ….. ligesom os….
