Af Stig Kongsted Hansen
6510`s udsendte spærrede øjnene op, da han blev lukket ind på Grønvang 17 i Arnum.
270 ishockeytrøjer hænger på bøjler, vægge og i glasmontre sammen med en lyseblå
knallert fyldt med autografer, en samling af pucke, hjelme og mange andre ishockey-
souvenirs. Alt sammen nænsomt fordelt over alt i et toetagers hus som ejes af 47-årige
Per Bjerregaard, formand for Sønderjyske Ishockey Support.
Det er helt vildt. Der er trøjer overalt. Sågar gangarealet og trappen op til 1. sal er fyldt
med trøjer.
-Det startede i 1998, hvor jeg købte min første trøje som Dan Jensen havde spillet i hele
sæsonen. Det var min første ”gameworn” trøje (En trøje som en spiller har brugt i
sæsonen. De sælges på auktion sammen med et ægthedscertifikat. Red.). Siden er der
kommet 270 trøjer i alt til samlingen og ca. 200 af dem er originale ”Vojens”-trøjer, fortæller
Per.
Annonce
Har kun ”misset” 10 kampe
Det var Pers svoger der tog ham med til hockey første gang i 1993 og derefter yderligere
en tre-fire gange indtil Per i 1995 fik kørekort. Derefter var det ud over stepperne til hver
hjemmekamp.
-I 1996 fik jeg mit første sæsonkort, og siden har jeg kun ”misset” omkring 10 kampe på
grund af sygdom eller vigtige familiefester, fortæller Per.
Største øjeblik
Så det er blevet til utrolig mange gode oplevelser gennem tre årtier, men specielt en
husker Per særdeles godt.
-I 2010 vandt vi guld i Aalborg. Da spillerne kom hjem, stod vi 1000 mand i et telt i Vojens
og tog imod dem. Da de ankommer, ringer Mick Jensen til mig, og siger, at jeg lige skal
komme hen til bussen. Da han kommer ud af bussen, tager han sin guldhjelm af og
forærer mig den guldmedalje, som han lige havde fået om halsen. Det var et stort øjeblik,
og der var et eller andet helt speciel over den sæson, filosoferer Per.
Ny sæson i vente
Fremtiden står fortsat på Ishockey, og flere trøjer til samlingen, selvom denne sæson ikke
har været noget at råbe hurra for.
-Jeg har ikke haft dårlige oplevelser gennem årene, men der har selvfølgelig været dårlige
sæsoner undervejs ligesom den i år. Dårlige resultater i år og bøvl med økonomien i
klubben har fyldt rigtig meget, men nu ser vi fremad mod en ny sæson, slutter Per, der
forventer en fortsat tilgang til trøjesamlingen på 4-5 stykker hvert år.
Faktaboks: Per Bjerregaard er uddannet slagter og arbejder på slagteriet i Skærbæk.
Udover at være formand for Sønderjyske Ishockey Support er han også holdleder for
Divisionsholdet i Vojens Ishockey klub.