Gramstrup - et tilløbsstykke
Der var lutter smil og god karma på Gram Skole torsdag aften, da minisamfundet
”Gramstrup” blev afviklet. I løbet af de fire timer kom der omkring 1000 gæster, som
alle havde valgt at forlade det rigtige samfund for en stund for at nyde skolens
elever, der alle foldede sig godt ud på bedste vis som arbejdere, mellemledere og
ledere i det fiktive samfund ”Gramstrup”.
Uforglemmelig oplevelse
6510Nyts udsendte blev glad i låget under sit ophold i ”Gramstrup”. Glade børn, forældre,
bedsteforældre og lærere over alt på gangene, i skolegården, i gymnastiksalen og i
klasseværelserne. Hold da op, hvor gav de den bare gas alle sammen i de 12 forskellige
værksteder (De er opsummeret nederst i artiklen). De små elever der var med for første
gang i ”Gramstrup”, de mellemste der var med for anden gang, og de ældste, der
desværre var med for sidste gang, gav alle besøgende en uforglemmelig oplevelse, hvor
de kunne spise mad i alle varianter og ellers bare nyde, hvad eleverne har arbejdet med
den sidste uge.
(fortsætter under annoncen)
Annonce
6510Nyt talte med tre elever, der fortalte hvad de alt har lært denne gang gennem
Gramstrup:
Jeppe Vestergaard Simonsen, 6. kl., Mediehuset
Det har været en rigtig god uge. Det er den bedste uge på Gram Skole hvert tredje år. Vi
har fået lavet meget, og det har været meget bedre end sidste gang. Jeg har lært en del.
Jeg har lært at filme og interviewe, så jeg kan skrive en artikel nu. Jeg er også blevet
klogere på min computer og har lært, hvordan det er at arbejde i et samfund.
Helene Fog, 8. kl., asiatisk mad:
Jeg har været med tre gange nu, og i år har det været rigtig godt. Jeg har jo fået mere
ansvar fordi jeg er leder, og det er fint. Jeg har lært at lave asiatisk mad med nudler, kylling
og ris. Desuden har jeg lært rigtig meget om økonomi, da jeg har afregnet løn og lavet
regnskaber. Der er kun en ting, der er trist, og det er, at det er slut nu. Jeg skal desværre
aldrig være med til Gramstrup mere.
Karla Mathilde Tromborg-Hviid, 8. kl., Yt til Nyt:
Jeg har været leder inde i værkstedet, hvor det har været sjovt at hjælpe de små. Vi er
meget overraskede over, så mange der kommer og køber hos os. Det havde vi slet ikke
regnet med. Det er desværre min sidste gang med Gramstrup, men jeg kommer i hvert
fald og kigger næste gang, selvom jeg ikke går her mere.
Værksteder på ”Gramstrup”:
Mediehuset, Pandekagehuset, Gram Service, Søstre Grams, Mexi mad, Legeland/Escape room, Discodasko, Asiatisk mad, Yt til Nyt, Beauty, Teahouse, og Kalle Kok.
Skolens personale og elever fortjener stor ros for arrangementet. Og de mindste og
mellemste elever glæder sig allerede til næste gang.
Flere billeder fra Gramstrup: