Skip to Content

Højskolen: Borgermøde i den Holstenske Lade torsdag kl. 19

Så er det nu!
1. juli 2025 af
Højskolen: Borgermøde i den Holstenske Lade torsdag kl. 19
6510NYT

Vi har det hele - endnu

For at et område kan fungere godt, skal der flere ting til. Der skal gode huse og lejligheder til. Der skal være indkøbsmuligheder. Der skal være arbejdspladser. Og så skal der være nogle gode institutioner.

I 6510 har vi det hele. Men en af institutionerne har nu brug for en hjælpende hånd – din hjælpende hånd.

Vores højskole

I 6510 har vi nu i fem år haft glæde af at have en højskole. Der er unge mennesker, der bor der i fire - fem måneder. Der er korte kurser, hvor kursister bor i byen i en uges tid. Man ser skolens gæster alle steder. På vej i Rema eller op og se kirken. Eller også er de på vej ned på slottet eller på vandretur til Fole. Og når man kører forbi, er der altid parkerede biler og liv i bygningen.

På ingen tid har højskolen sat sit præg på egnen.

Så er det nu

Det er ikke nogen hemmelighed, at Gram Højskole har haft en turbulent start. Der har været lederskift og det har også været svært at få enderne til at nå sammen. Bestyrelsesformand Steen Dall fortæller:

”Det har været en svær opstart. Men skolen har nu foretaget de tilretninger, der skal til. Der er en forstander på plads. Der er mange, der søger skolen. Men vi har brug for en hjælpende hånd, så vi kan komme videre. ”

Ressourceperson Svend Brodersen supplerer:

”Det er altid svært at opstarte en virksomhed eller en skole. Det har det også været her. På de fem år, der er gået, har verden forandret sig mange gange – corona, energikrise og lidt færre unge. Men skolen er nu der, hvor den skal være. Men den skal have et økonomisk skub nu. Ellers kan det blive meget alvorligt.”

Stærke kræfter – og der er også brug for dig

Der er lagt planer. Men der er brug for alle kræfter. Derfor har lokale erhvervsdrivende med Jørgen Kudsk, Lars Hansen fra P. Lindberg og Svend Brodersen spidsen indkaldt til borgermøde i den Holstenske Lade på torsdag kl. 19.00. Svend Brodersen fortæller:

”Højskolen er vigtig for vores område. Den giver arbejdspladser. Den tiltrækker tilflyttere. Den giver god energi til hele området. Den skole kan vi ikke undvære. Det har vi ikke råd til.” Kom og vær med
- din stemme kan gøre forskellen

På torsdag kl. 19.00 afholdes der borgermøde i den Holstenske Lade. Alle er velkomne – og alle ideer er velkomne.

”For det er nu, at vi skal gøre noget. Og det kan vi også sammen. Kom og hør mere – og del dine idéer. Din stemme og din opbakning kan gøre forskellen”, lyder det fra Svend Brodersen.

Fakta:
Borgermøde i den Holstenske Lade
torsdag d. 3. juli kl. 19

/jg