Af borgerjournalist Majbritt Lundsgaard
U13 piger regionsmestre
Det var drama for alle pengene, da GIF U13 piger tog guldet
Onsdag den 25. juni blev en dag, de dygtige U13-piger fra GIF Gram sent vil glemme. Efter en flot forårssæson, hvor pigerne spillede sig videre som puljevindere, stod det klart, at den endelige regionsfinale skulle spilles i Outrup – og her trak Grams seje piger det længste strå i en kamp, der havde det hele: nerver, tæt kamp og et intenst straffesparksdrama.
Semifinalekampen blev spillet i Rødekro tirsdag i silende regn og strid blæst, hvor Gram hurtigt kom foran 2-0 og sikrede sig en sikker 3-0-sejr. Med den sejr i bagagen drog pigerne afsted til det afgørende opgør i Outrup onsdag aften kl. 18.00 mod SGI/SSK Fodbold. Dette skete dog ikke uden udfordringer.
Træneren blev syg
Cheftræner Kirsten var desværre sygemeldt, og træner Michael havde ikke mulighed for at tage med. Men heldigvis stod Bendix, Grams tidligere cheftræner, klar på tilskuerpladserne og lod sig hurtigt overtale – for når det gælder en finale, skal de store kanoner frem!
Kl. 16 rullede konvojen af sted fra GIF mod Outrup. Stemningen på stadion var elektrisk, og mængder af engagerede tilskuere – forældre, søskende og venner – havde taget turen for at støtte pigerne. Og de fik fuld valuta for pengene.
Deres livs kamp
De 10 Gram-piger spillede deres livs kamp. Ved pausen stod det 0-0, og nervøse forældre begyndte at diskutere regler for forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Da modstanderne SGI/SSK kom foran 1-0 i anden halvleg, nåede de dårligt nok at juble, før Grams anfører Mie satte tempo. Med en flot dribletur og en aflevering ind i feltet kunne medspillerne – i fælles kraftanstrengelse – få bolden i mål. 1-1, og det blev kampens ordinære slutresultat.
Straffesparkskonkurrence!
Så var det tid til straffespark – og nerverne sad udenpå tøjet, især hos mødrene på sidelinjen. Gram-pigerne holdt hovedet koldt. Fem skytter trådte frem og leverede flotte spark. Grams målmand stod en fantastisk kamp og leverede redningen på modstanderholdets sidste spark. Bolden gik over mål – og jubelen ville ingen ende tage!
Børn og voksne stormede banen for at hylde pigerne, der med 4-3 i straffesparkskonkurrencen kunne kalde sig regionsmestre. En helt tæt og meget flot spillet kamp endte med guld til Gram – og hvilken triumf!
Turen hjem føltes som at flyve. I Gram blev holdet modtaget med flag, klapsalver og Queen-klassikeren ”We Are the Champions” ud af højtalerne. En skøn og fortjent afslutning på en stærk sæson.
Nye hold på vej – GIF Gram vokser
GIF Gram Fodbold oplever stor fremgang. Efter sommerferien udvider klubben med to nye hold: et seniorhold for piger og et drengehold for spillere fra 16 år og opefter - så hold øje med Facebook eller GIF Gram fodbolds hjemmeside for mere info.
Klubben ser frem til at tage imod endnu flere unge fodboldglade spillere – og bygge videre på den fantastiske energi, som U13-pigerne har givet hele foreningen. Det er en spændende tid for GIF Gram, hvor sammenhold, udvikling og kampgejst går hånd i hånd - og vi glæder os til mange flere sejre og uforglemmelige øjeblikke på græsset.
Annonce