Skip to Content

Højrup Sogns lokalhistorisk forening besøgte Zeppelin-museet

Borgerartikel af Randi Jonassen
2. juli 2025 af
Højrup Sogns lokalhistorisk forening besøgte Zeppelin-museet
6510NYT

Højrup sogns lokalhistoriske forening på besøg på Zeppelin-museet i Tønder.

Til generalforsamlingen i Højrup sogns lokalhistoriske forening havde foreningen besøg af formanden for Zeppelin-museet, Anders Jacobsen, hvor han holdt foredrag om museet og nu var der så blevet tid til et besøg på stedet. Anders Jacobsen guidede os rundt på museet, som blev indrettet i 2010. 
(Anders Jacobsen, ses på billedet yderst til venstre).

Luftskibe i 1. Verdenskrig
I begyndelsen af 1. Verdenskrig ønskede det tyske Krigsministerium at oprette luftskibsbaser, især i den nordlige del af det tyske rige. De blev anlagt 3 steder, hvoraf den ene i Tønder, der jo dengang endnu var tysk.

Formålet var at kunne holde øje med den britiske flådes bevægelser i Nordsøen, og der blev foretaget 1.200 rekognosceringer og 350 egentlige angrebsflyvninger over engelske byer med luftskibene.

Den 23. marts 1915 var basen i Tønder klar til det første luftskib.

Basen eksisterede i 3 år og 3 måneder, og 15 luftskibe var stationeret i den periode.

Zeppeliner
Luftskibene hed Zeppelin, opkaldt efter konstruktøren, den tyske greve Ferdinand von Zeppelin. Luftskibene var 198 meter lange, og skelettet bestod af sammennittet aluminium, betrukket af lærred. Indvendig bestod luftskibene af 14-17 brintfyldte balloner, der var limet sammen af flere lag ko-blindtarme, som var det tætteste materiale. Der blev brugt et usandsynligt stort antal ko-blindtarme til hvert luftskib, nemlig 75.000 stk.!

Under luftskibene hang en gondol til officererne og 5 motorer, en maskingeværskytte ovenpå luftskibet og ca. 30 personer inde i selve ballonen til at reparere eventuelle skader og holde luftskibet i balance.

Tophastigheden var 100 km i timen.

Det engelske luftvåben ønskede naturligvis at ødelægge luftbasen i Tønder, men først i 1918 fik man et hangarskib, HMS Furious, hvor fly kunne starte og lande. Den 19. juli 1918 angreb England og smed bomber ned over Toska-hallen. Zeppelin-luftskibenes æra var nu slut.

På dette foto kan man se, hvordan Zeppelin-basen så ud i 1. Verdenskrig.

I højre side af billedet kan man se den ene gigantiske hal, kaldet Toska, til selve luftskibene, der var 3 i alt.

Toska-hallen var dobbelt, 275 meter lang, 73 meter bred, 42 meter høj. Byggematerialerne til hallerne bestod af asbestplader på siderne, tag af letbeton med tykt asfaltdække og vinduer af gult glas.

Hindenburg
I 1935 byggede Tyskland luftskibet Hindenburg, der fløj flere gange til Brasilien og USA med passagerer, men den 6. maj 1937 gik der ild i agterenden ved fortøjning i New Jersey, USA, og brændte på 37 sekunder!

Af de 97 personer ombord døde 36. Transport med luftskibe var nu endelig helt slut.

Vores besøg på Zeppelin-museet
Da vi kom, så vi en film, mens vi tog vores medbragte kaffe og kage. Filmen handlede om luftskibene, deres uheld og mandskabernes farefulde missioner.

Derefter gik vi rundt på museet, hvor Anders Jacobsen fortalte om de indsamlede effekter vedr. luftskibene og fortalte anekdoter om personer, der havde været involveret i luftskibenes periode under 1. Verdenskrig.

Anders Jacobsen vidste utrolig meget om den periode og havde selv fundet mange af tingene, også i udlandet.

Zeppelin-museet er virkelig et besøg værd.