Skip to Content

Dorte Lorenzen Schmidt – Vi skal gøre Gram endnu mere attraktiv

13. juni 2025 af
Dorte Lorenzen Schmidt – Vi skal gøre Gram endnu mere attraktiv
6510NYT

Af Stig Kongsted Hansen

Dorte Lorenzen Schmidt er nyt medlem af bestyrelsen i Vision Gram. Hun kan bedst lide at få ting til at ske og har mange visioner for 6510. Det nye medlem af Vision Gram må være et scoop. Hun har bred erfaring fra det private erhvervsliv, hun er en ægte ”Grammer”, brænder for 6510 og virker slagkraftig og målrettet på de visioner, hun har for Gram.

Cykelstier får første prioritet

– Hvorfor har vi ikke en cykelsti, så vi kan cykle til Arnum og Fole? lyder det spontant fra Dorte, efter vi har taget plads ved køkkenbordet på Lindeallé 5 i Gram. Stier og cykelstier i 6510 vil blive et af hendes fokuspunkter i arbejdet.

– Jeg løber meget på vores stier, og de kan blive bedre, tydeligere og mere brugervenlige, og så skal vi have etableret nogle flere af dem. Det duer ikke, at vi i så lille et område ikke kan komme sikkert rundt til hinanden. Cykelstier vil nok have min første prioritet i det kommende arbejde i Vision Gram, fortæller en engageret Dorte.

Byfornyelse i Gram er vigtig

Men det vil ikke kun være cykelstier, som Dorte brænder for i det kommende arbejde. Byfornyelsen i Gram har hendes store interesse.

– Det var arbejdet omkring byfornyelsen, der inspirerede mig. Det synes jeg er sjovt og interessant. Byfornyelsesprojektet er et bevis på, at det ikke er "hvis" vi får penge – nej, det er "når" vi får penge. Så tingene kommer til at ske, hvilket jeg rigtig godt kan lide, fortæller Dorte.

Dorte er imponeret over Vision Gram

Dorte har været langt omkring i sit arbejdsliv. Hun er uddannet markedsføringsøkonom fra IBA i Kolding og har derefter arbejdet i flere virksomheder. Hun har arbejdet mest med marketing og har været fem år på Sydbanks hovedkontor i Aabenraa som forretningsudvikler. Lige nu er Dorte ansat hos Gaudium ERP i Kolding, hvor hun arbejder med marketing og IT. Inden da var hun ansat hos Arnum El-Service, hvor hun arbejdede i butikken. Det var her, hun blev ansporet til at stille op til byfornyelsesprojektet.

– Ejer af Arnum El-Service, Majbritt Lundsgaard, og jeg snakkede tit om Vision Gram, hvor hun sad i bestyrelsen. Vi delte mange idéer og havde mange sjove snakke, og en dag, da nogle fra kommunen var i butikken, blev jeg spurgt, om jeg ville være med i byfornyelsesprojektet – et projekt, som Vision Gram er en stor del af. Det var dét projekt, der startede min interesse for Vision Gram. Jeg er imponeret over deres engagement, og de er virkelig nogle ildsjæle, der vil Gram, så jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det ville jeg gerne være en del af, da jeg blev spurgt. Det er et sjovt forum, hvor man kan gøre en forskel for mange mennesker, fortæller Dorte.

De unge skal have flere tilbud

Dorte er gift med Lars, og de har sammen tre børn på Gram Skole. Netop børn og unge vil Dorte også arbejde for i Vision Gram. Familien bruger mange af aktiviteterne i Gram – svømning, gymnastik og fodbold – og det er fantastiske tilbud.

– Jeg kunne godt tænke mig, at der var mere for de unge i Gram. Et sted, de kunne mødes, samlingspunkter og steder med nye muligheder, så Gram på den måde bliver mere attraktiv for dem, slutter Dorte.

6510Nyt-journalisten siger tak for besøget og glæder sig over, at der findes en ægte Grammer, der vil give den gas for hele området. Dorte lever fuldt ud op til sit motto, der fremgår af hendes LinkedIn-profil:

"Livet er som en cykel. For at holde balancen bliver man nødt til at bevæge sig fremad."

(Einstein)