Skip to Content

Baron Wedels have

26. juni 2025 af
Baron Wedels have
6510NYT

Af borgerjournalist Karl Gunnar


Et af de ældste huse

Huset på Slotsvej 9 tilhørte Gram Kommune. I 2002 ville kommunen nedrive huset, som er et af Grams ældste – fra ca. 1750. Det er et af slottets såkaldte "byhuse". Den gamle boghandel på Kongevej 5 er fra samme tid.

En gruppe mennesker med interesse for at bevare det gamle hus – Else Lei, Leo Nielsen, Flemming Roth og arkitekt Overby – overbeviste kommunen om, at huset var værd at bevare og dannede en fond: "Baron Wedels Stiftelse", som overtog huset.

Lokalhistorisk Forening for Gram og Omegn

De forhørte sig hos Lokalhistorisk Forening for Gram og Omegn, om den kunne være interesseret i at leje lokalerne – og det kunne foreningen i den grad. Så foreningen overtog huset og indrettede det med læsestue, arbejdspladser og arkivrum til de mange arkivalier, der løbende indleveres.

Haven

Da huset var indrettet, skulle vi kigge på haven. Huset er jo fra 1750, så haven skulle gerne afspejle dette. Museumsinspektør Flemming Roth havde en kollega på Sønderborg Slot, Inge Adriansen, som vidste meget om, hvordan byhaver så ud på den tid. Hun lavede en tegning, og haven blev indrettet, så den lignede en have fra dengang – med valnøddetræ.

Et af stiftelsens medlemmer, Else Lei, var skovfoged. Hun var i tvivl om, hvorvidt valnøddetræer fandtes i Danmark på det tidspunkt og var stemt for at fælde det. Hun gik i sine bøger og fandt heldigvis ud af, at valnøddetræet kom til Danmark netop omkring 1750, så det fik lov til at blive stående.

Den lille blodbøg på højen er en gave fra Haderslev Kommune i anledning af 100-året for Genforeningen.