Af borgerjournalist og vandforbruger Dagmar Skov
I flere år har bestyrelsen i Tiset Vandværk arbejdet med planer for fremtidens vandforsyning i Tiset. Stigende krav fra myndighederne – bl.a. med hensyn til antallet af vandprøver, offentliggørelse af disse prøver på hjemmesiden samt krav om forsyningssikkerhed – medfører store udgifter for vandværket i forhold til dets størrelse.
Vandværket havde indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 20. maj, hvor planerne blev fremlagt af repræsentanter fra både vandværket i Tiset og Gram – ved henholdsvis formanden i Tiset, Olaf Hansen, samt Lars Damkjær og Henning Christensen fra Gram.
Der skal kun lægges en ny ledning fra Gammel Kirkevej 15 til den tidligere kro i Tiset, da den resterende rørføring er up to date. Gram betaler for den nye rørledning, som derefter skal tilbagebetales af forbrugerne i Tiset med 575 kr. pr. år i tre år. Arbejdet igangsættes senere på året.
Vandpriserne og den faste afgift m.v. er stort set de samme i Tiset og Gram, så forbrugerne vil ikke mærke den store ændring – bortset fra det ovennævnte beløb. Vandet vil stadig komme fra vandværket i Tiset, mens den administrative drift overtages af forsyningen i Gram. Der vil dog fremover være gensidig forsyningssikkerhed mellem Tiset Vandværk og Gram Vandværk.
Fusionen blev enstemmigt vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling og træder i kraft den 1. januar 2026. Indtil fusionen er helt gennemført, fortsætter bestyrelsen (og opkrævninger m.v.) som hidtil.