Skip to Content

Veteranbilklub i 6510

- tilflytter starter noget gammelt nyt op
28. oktober 2024 af
Veteranbilklub i 6510
6510NYT

I Fole kører de knallerter – gamle flotte knallerter. Og i slutningen af juni løber Danmarks største knallerttræf af stablen.

I Gram er der også kommet noget nyt til, der har med gamle ting at gøre. Gram Veteranbilklub så dagens lys i sensommeren. Det begyndte med et medlem og en flot blå Ford Anglia årgang 1957, der tøffede rundt i byen. Nu er der kommet mange medlemmer til – og mange flotte gamle biler, primært fra 6510.

Tilflytter

Jesper Thornbek Sørensen flyttede til Gram for et halvt års tid siden. Han fortæller:

-Jeg faldt hurtigt til, men jeg manglede lidt at rive i – en rigtig god hobby. Jeg har været Peugeot-mekaniker i mange, mange år. Jeg elsker biler og mekanik. Jeg har haft en knallertklub, og jeg har stadig en Yamaha Passola.

Men det er biler, mit hjerte banker for. Og en dag så jeg, at en Ford Anglia årgang 1957 var til salg. Og så slog jeg til. Lige med det samme. Og jeg har ikke fortrudt et sekund. Der er en del småting, der skal laves, men det skal jeg nok få styr på. Jeg er jo gammel mekaniker. Men alt i alt står den flot. Det er da fantastisk efter så mange år.

Gamle biler vækker følelser

Hvad er det, gamle biler kan?

-Ja, hvad er det, de kan? De kører jo ikke så godt som moderne biler. De er heller ikke så sikre. De kan ikke køre stærkt. De er tørstige. Og man får ondt i bagen, hvis man skal køre langt.

Men gamle biler har noget andet. De har sjæl! Hvert eneste bilmærke har sit helt eget udtryk. I dag ligner alle biler hinanden, og de er også lavet på samme måde. Men gamle biler – de er vidt forskellige. På lang afstand kan man se: der kommer en Ford eller en fransk bil. Eller en af de gamle øst-biler. Det synes jeg er fantastisk. Og jeg kan også høre, hvad det er for en bil, der kommer. For bilmotorerne var også bygget forskelligt op.

Dengang var biler forskellige. De havde sjæl. Og så dufter de af benzin, olie og gummi. Moderne biler dufter af ingenting.

Mon ikke de fleste kender til den fornemmelse, en gammel bil kan vække i en? Når der kommer en gammel SAAB kørende, tænker man måske: ”Nej, sådan en havde min morfar.” Eller man kommer til at tænke på dengang, svenskerne kunne lave biler. Det er en saga blot i dag. Ser man en gammel VW Boble, vækker den også en masse følelser. Eller en 2CV, der gynger afsted. Biler og mennesker har noget sammen. Det, at vi kan transportere os rundt i verden, skyldes biler. Det er altså en genial opfindelse.

Annonce

Hvorfor en veteranbilklub?

-Gamle biler giver sammenhold. Folk, der har en gammel bil, er ofte passionerede omkring deres bil og kan tale i timevis om udvekslinger, bundkar og forskellige olietyper og sådan noget. Det er noget, jeg har en stor viden om og kan vejlede i. Og så er det altså bare supersjovt at mødes og køre en tur rundt i egnen. Og der gik ikke mange minutter, efter jeg havde lavet klubben på Facebook, før vi var 10 medlemmer, og nu er der mange flere.

Lokale træf – kom og få en tur med

-Nu er de fleste biler sat i depot. Sådanne ældre damer har det bedst i solskin. Men til næste forår er alle ude og køre.

Planen er, at vi skal ud og køre. Det kan også være, at vi mødes rundt om i byen. Så kan folk se bilerne og drømme sammen med os. Folk elsker at tale om gamle biler. Så siger de: ”Sådan en havde jeg også engang. Må jeg få en tur?”

Og det kan jeg garantere, de må. For er der noget, som folk med gamle biler holder af, så er det at køre en tur med folk, der gerne vil have en tur.

Alle kan være med i klubben. Man skal bare lede efter Gram Veteranbilklub på Facebook. Så er man med.