Skip to Content

Vellykket kulturdag i Gram

3. august 2026 af
Vellykket kulturdag i Gram
6510NYT
| Ingen kommentarer endnu

Hyggelig kulturdag i Gram

Lørdag den 1. august var der inviteret til kulturdag i Gram Fritidscenter. Kulturdagen er en tradition, der går langt tilbage. Tidligere blev den afholdt på byens torv, men efter en mindre pause rykkede den til fritidscenteret – og med stor succes.

Søren var i hopla

Centerleder Søren Madsen var da også i et vældigt humør.

Det har været et stort arbejde at få dagen op at stå. Men alle har gjort en stor indsats. Vi har jo nogle dygtige og erfarne ungarbejdere. Camilla Borring har netop haft 10-årsjubilæum, og alle de andre er også dygtige. Så ved fælles hjælp kører det bare.

Et kendt ansigt vender tilbage

Søren kunne også fortælle, at der er blevet ansat en ny medarbejder – og det er et kendt ansigt.

Carsten Schrøder, som i mange år drev Slotskroen og Den Gamle Kro i Gram, er nemlig blevet en del af holdet.

Der er mange, der bruger os til fester og arrangementer, og vores mad ud af huset er også en stor succes. Derfor manglede vi en kok. Vi er rigtig glade for at kunne få Carsten hjem til Gram igen. Så det er en stor og god dag.

Musik, aktiviteter og hygge

Mange var mødt op for at være med til loppemarked, åben springsal, banko, fællesspisning, poolparty og meget andet.

Udenfor var der festplads med levende musik – også fra lokale kræfter. Music Train med Mads og Esben spillede klassikere af blandt andre Kim Larsen, mens Old Trends Jazz leverede swingende jazzstandarder på saxofon og kontrabas.

Og det lød virkelig godt.

Fritidsliv og kulturliv

Kulturdagen formår at bringe fritidsliv og kulturliv sammen i de skønne rammer omkring Gram Fritidscenter.

Søren Madsen var da også godt tilfreds med både dagen og den forgangne sæson.

Det har været en god sæson, og dagen i dag er også blevet helt, som jeg håbede på.

Den glade og bemalede centerleder fortsatte:

At det går så godt, kan kun lade sig gøre, fordi vi har sådan nogle dygtige medarbejdere.


Log ind for at efterlade en kommentar