Af klummeskribent Gitte Nordentoft Thomsen
En eventyrlig og sanselig vandretur igennem Storskoven med Bende Jensen
I november lod jeg en klumme være en opfordring her i 6510 Nyt - en opfordring til at dele vandreglæden med mig - vise mig en rute, som kunne have en særlig betydning - fortælle mig om glæden ved at gå - hvorfor netop denne rute havde en særlig betydning - lade mig lytte til historien, stille spørgsmål og lade indtrykkene - i al ydmyghed - komme ud i "klumme-skriv" her i 6510 Nyt - måske og forhåbentlig til inspiration for os andre i 6510 - nye ruter, nye steder og måske endda nye gåfællesskaber.
Bende Jensen tog modigt udfordringen op og bød mig 2. Søndag i advent på 15 kilometers vandring - rundt i Grams uberørte "Storskov" - hvor historierne dukkede op i takt med rutens mange spots...
I kontrast til årstidens tidligere natur - var det desværre ikke varme luffer, tykke sweatre og uldne tophuer vi iklædte os til turen - men i stedet godt vandimprægneret regntøj og pløjsomme vandrestøvler.
Vejrafsættet - som vi begge - inden turen - var ukueligt enige om - nemlig, at det ikke skulle blive os en hindring - handlede om den rette påklædning og indstilling - den indstilling vi begge bærer med os i rygsækken, som gamle blå og grønne spejdere. Selvfølgelig og indrømmet - så kunne vi da begge have ønsket os turen i 10 centimeter hvid nyfalden puddersne og en fredfyldt krystalklar stilhed - men sådan skulle ikke være ....
Vi bevæger os med raske skridt - rygsækken tynget af vand, kaffe, vandreboller, frugt og chokolade - over slotsbroen - med små lune og prikkende dråber på kinderne .... snakken går lige så hurtigt og ubesværet, som skridtene tages - vejrfornemmelsen forsvinder let og elegant - og i samme taktfaste rytme drejer vi bag om slotscaféen - ned over slottets køkkenhaver - hvor Bende viser mig "slotsalfernes" blomsterbede - fortæller om den gratis mulighed man har, for her at dyrke et lille stykke jord med blomster eller grøntsager - blot man vil slide i den seje senegræs - gøde jorden med daglig kærlighed og opmærksomhed - måske få et par blomstertips fra slottets nye gartner - så der udfolder sig smukke blomsterbede, som alferne og slotscaféen kan nyde godt af - og andre haver, som står med porer, grønkål, skvalderkål eller det vildeste "vild med vilje".
Slotsalferne huserer på slottet - 5 ganske synlige og velvoksne frivillige - som lægger energi og indsats indenfor slottets murer - hver uge - hjælper familien Brodersen - med alt fra sølvtøjspudsning, julepyntning - ja, selv slotsuret har fået en renæssance. Bende nyder rollen som slotsalf - at kunne hjælpe til - et godt sted at bidrage lidt igen - til en familie der bidrager så meget til alle os.
Med denne nye opdagelse om haver og slotsalfer, bevæger vi os ud af slotsmatriklen - imod den velkendte pinsemarch rute - til Billeslund - dér hvor der engang var en stor gård - fortæller Bende - men hvor der nu er tisseplads for overfyldte pinsemarch-blærer - og hvor et gammelt dødt kastanjetræ endnu står og vejre imod himlen - forsøger andægtigt at bevare sin stolthed og værdighed, trods manglende saft og kraft - men alligevel kan fortælle, at der her engang var ægte gårdliv - hvor den - stor og almægtigt - bestred gårdspladsens trafik og liv med sine smukke "lys"....
Markvejen fører os videre - rundt om denne Billeslund - Bende stopper op - beder mig lytte - til bænkens glade og strømmende melodi - det risler og klukker som var det en forårsvarsling - her på en dag midt i december .... meget ubegribeligt og alligevel så livskraftigt og positivt - vi lader lyden bundfælde i os - enige om at sådan en rislen gør noget godt for sjælen og roen ...
Bende kender skoven ud og ind - som barn, som blå spejder og pædagogmedhjælper i Grams børnehave, som forælder og bedsteforælder - den har ikke forandret sig i al den tid - med sine mange forskellige nåletræer, løvtræer og buske - har den fået lov til at forblive uberørt - henfalde og genopstå på sin egen vilde og alligevel kontrollerede måde....
Dér - midt på vejen - stopper Bende mig endnu engang - "hvad ser du mon dér?" - og peger - fantasien får frit løb - ligesom den har gjort med alle Bendes børnehavebørn - der var med her - ude i skovens frihed - højt til loftet og med decibel så lave, at de var umålelige - ingen konflikter af betydning - trætte og glade børn - alle kunne helt sikkert se en troldfar med en stor næse - fantasien fik fripas - lidt gys måske også - sådan er naturen - som at se på kunst under åben himmel ...... Bende mindes ... en tid og et sted som gjorde hendes arbejdsdag til noget helt særlig ...
Mindernes vej bringer os forbi et forladt og kedeligt spejderhus - som engang husede sjove træf imellem Grams grønne og blå spejdere - de lavede fælles løb og udfordringer her .... overnatning, bål og natteløb får Bende til at smile - mindes mange gode timer - både som ung og som leder - vi kigger indforstået på hinanden - fællesskabet, naturen, enkeltheden og nøjsomheden - værdierne ligger dybt i os begge - vi kunne ikke have ønsket os det anderledes .... taknemmeligheden til naturen og udelivet.
"Se" - siger Bende - "hvor majestætisk dette træ står - og altid har stået sådan" - som fanget "i den sorte gryde" - dér midt i enebærlunden. Man henføres nærmest til Karen Blixens afrikanske savanne - kan næsten høre den langhalsede giraf gumle under de kronede blade ....
Vi krydser hovedvejen - runder Lergravsmuseet - som har været i Bendes bevidsthed - vel nærmest altid - næsten 50 år - dengang hendes far var med til at igangsætte museet og nu - hvor hun støtter fossilgruppen, graver i leret - selv eller med børnebørnene - fascineret af historien - at der her engang var hav, hvaler og hajer - lige så ubegribelig er fortidens millioner af år, som universets uendelighed .....
Annonce
Og at gå her - vide at man før museets eksistens blot gravede store tipvogne fulde af ler - tøffede dem på svellende skinner - til Teglværket - for så - som en kæmpe spytter ufordøjelige knogler ud imellem tænderne - ligegyldigt og uvidende at kassere "ubetydelige" hvalknogler og hajtænder - i en gammel zinkspand eller i bytte for en sur flaske snaps .... gad vide, hvor mange Danekræ der er gået tabt i de brændte mursten .....
Uh, det skal man nok ikke tænke så nøje over - men stedet fortæller endnu en historie - om naturen her i Gram - om industriens udvikling og hvor vigtig viden og forskning er i den store forståelse af verden ....
Jeg deler i den grad Bendes interesse for fossiler - og er man bidt af denne natur og historie - er det klart et besøg værd - slippe sin indre arkæolog fri - sit indre barn - sammen med sine børn og børnebørn - lade dem snuse til historien - få ler under neglene og mudrede knæ - se de flotte fund - lade ørerne blive så store som tekopper ..... jeg glædes over Bendes fortælling ....
Med masser af ler og vand om støvlerne - svupper vi ud ad den gamle og nedlagte Kleinbahn sti - med det smukke, brændende og rødglødende løvfald under os - og med historiens vingesus bag os ... bevæger vi os imod Hindballes lille røde skovhus. Bende fortæller om den kendetegnende røde farve - signalerede tidligere om et tilhørsforhold til slottets ejendom - og hvor man under krigen lod skorstenene male hvide - måske var det omvendt - men vel som et skjult statement - for et nationalt tilhørsforhold - her i grænselandet .....
Undervejs - videre ad Storskovens stier - laver Bende et kunstnerisk stop - opfordre mig til at lægge mærke til væltede græsrødder, mosbeklædte grene og sjove svampevækster - bække der risler lystigt og med fald til fiskeyngel - åer der smukt henligger i ro - indbyder næsten til et fodbad i den bløde strandagtige bund .... hvor er det dejligt at bruge sine sanser - en kunstudstilling af de helt store....
Vi leder - efter træet med hullet - til vejen, soldaten og fyrtøjet - taler om de mange eventyr naturen har bidraget til ..... og pludselig ... så dukker det op - træet med mange år bag sig og med eventyret i sig .... hvem ved, måske lagde H. C. Andersen sin vej forbi dette træ .....
15 kilometer kan ikke klares uden kaffe og vandreboller - og selvom vi begge er enige om at vandring i stilhed kan noget helt særligt - men dog kræver tillid - som vi sagtens og helt ubesværet - kunne give hinanden - så går snakken lystigt - også under pausen - og ingen tvivl skal herske - min natur- og vandreguide er en vaskeægte Alf - fra skoven, byen, børnehaven og familien.
Hun er dog ikke - fra barnsben - blevet præget i en særlig "naturens retning" - men har bare altid befundet sig godt i den - på gåben, på cykel - i leg, i arbejde - med oprigtig glæde - og nærer nu - i senioralderen - et ydmygt og inderligt håb om, at have fået afsat nogle varme og kærlige livs- og naturspor i børn og børnebørn - børnehavebørn og forældre!
Mørket indhenter os pludseligt - men vi lader os ikke forstyrre af det - ingen af os er bange i mørket - skoven samler sig blot beskyttende og roligt om os - stilheden og støvregnen giver os et målfast trav - vi fornemmer stien og passerer "Stenmanden" - vogteren af - måske en dysse - måske et sagn - men han står dér - i mørket - viser os vejen - videre ned over skydebanens knoldede forhindringer - heldigvis uden snublerier eller spredehagl i bagdelen.....
Bende fører os over vejen - videre over til den velslåede sti - imod Gram Å - over broen - tilbage til byens skinnende julelys og mørke asfalt veje - vi slutter vandreturen her - tager afsked i mørket ved slottet - efter en fantastisk tur med Bende som naturguide - turen som betyder særligt meget for hende - fordi den frembringer hende historier, minder og glæde - at kunne dele dem med andre - nu også mig, dig og hele 6510 Nyt.
Tak Bende - fordi du valgte at dele din begejstring for naturen med os alle.
Skulle nogle - ligesom Bende - have fået lyst til at dele en særlig vandretur med mig - så skriv endelig til mig. Så tager jeg kaffen og vandrebollerne med - til os i rygsækken.
Klummeskribent Gitte Nordentoft Thomsen
