Skip to Content

U12 fodbold drenge fra GIF gav den gas til Orifarm-stævne

Tekst og foto af borgerjournalist Lene Vestergaard Simonsen
14. oktober 2025 af
U12 fodbold drenge fra GIF gav den gas til Orifarm-stævne
6510NYT

Hård optakt til Orifarm-stævne i Odense
Der var fart over feltet og masser af god energi, da U12-drengene fra GIF Gram i weekenden deltog i det traditionsrige Orifarm-stævne i Odense. Allerede inden afgang var der gang i benene – torsdag aften spillede drengene nemlig kamp i deres egen række, og fredag morgen stod den på motionsløb. Optakten var altså alt andet end stille og rolig, men det stoppede ikke drengene fra at give den fuld gas resten af weekenden.

Seks kampe på tre dage
Fredag aften ventede den første stævnekamp, og derfra stod programmet på tre kampe lørdag og to søndag. Seks kampe på tre dage – det kræver både energi, vilje og holdånd. Resultaterne blev en sejr, to uafgjorte og tre nederlag, men det vigtigste var hverken målene eller pointene. Det var indsatsen, sammenholdet og det gode humør, der bar drengene igennem en intens og oplevelsesrig weekend.

Der blev kæmpet, heppet, grinet og øvet. Mellem kampene var der også tid til at hygge, grine og snakke. Der blev lært en hel del undervejs. Drengene øvede sig ikke kun i spillet på banen, men også i at tage ansvar, holde styr på deres ting og støtte hinanden, når det trængtes. Det handler nemlig ikke kun om at spille fodbold, men om at være en del af et fællesskab.

Skade forhindrer ikke holdånden
Der kom et par småskader undervejs og desværre også en lidt større, der krævede et besøg på skadestuen. Men i ægte holdånd vendte spilleren tilbage for at overnatte med resten af holdet og heppe på kammeraterne. Det siger alt om, hvor hyggeligt og rart det er at være en del af et hold, netop dette hold.

En særlig stor tak skal lyde til de frivillige trænere, som igen har brugt deres fritid og kræfter på at give drengene en oplevelse, de sent vil glemme. Deres engagement betyder, at børnene ikke bare lærer at spille fodbold – de lærer også om samarbejde og det at være en del af et fællesskab.

Alt i alt en weekend fuld af fodboldglæde, venskab og oplevelser for livet for drengene fra GIF Gram, der trætte kunne tage hul på en velfortjent efterårsferie.