Af Stig Kongsted Hansen
Siden Per og Betina Bech Sørensen overtog Tiset savværk i 2010 har virksomheden været i voldsom vækst. Produktion og medarbejderstab er firedoblet og væksten fortsætter. Samtidig har firmaet satset på bæredygtigt og ubehandlet træ, reduceret deres CO2 udslip og taget mange andre miljøhensyn. Det er en hjertesag for ægteparret, og de har på sigt en klokkeklar ambition om, at være Danmarks mest neutrale savværk omkring CO2 med en vision, der hedder: ”Vi bygger en grøn fremtid på bæredygtigt træ”.
15 år med kontinuerlig vækst
Det er en venlig og imødekommende Per Bech Sørensen, der tager imod 6510`s udsendte i kontorlokalerne på Kongevej 243 i Tiset. Vi sætter os i det tilstødende køkken, hvor Per Bech åbenhjertigt fortæller om hans 15 år som ejer af firmaet.
-I 2010 købte vi 49 procent af virksomheden ved de tidligere ejere Britta og Holger Hübschmann, og vi drev det sammen som partnere indtil 2013, hvor vi så købte de sidste 51 procent. Det var ikke let. Der var finanskrise, og bankerne ville ingenting, men det lykkedes. Og siden er det kun gået fremad. I 2015 købte vi gården her og lavede det om til kontorbygning, og nu har vi netop købt naboejendommen på den anden side af vejen, som er ved at blive lavet om til yderligere kontorbygninger. I de sidste 10 år er vi gået fra 5 til 25 medarbejdere, fortæller en tilfreds direktør.
Annonce

Ingen privat salg. Kun business to business.
Firmaet startede i 1977 under navnet ”Arnum hegn og flagstænger” med beliggenhed i Arnum inden det i 1997 rykkede til Tiset. Tidligere blev der solgt varer til private og virksomheder, men de seneste fire år har det kun været salg fra business til business.
-Vi sælger ikke til private mere, men til virksomheder som Davidsen, Bygma, Stark, XL-Byg, anlægsgartnere, legetøjsproducenter og meget mere. Vores træsorter er tømmer i Lærk, Douglas, eg og Akacie, og så er vi de eneste tilbage der laver flagstænger i rødgran. Vi leverer træ til udestuer, terrasser, hegn, borde, shelter og meget mere. Vores vækst har derfor været stor gennem de senere år, fortæller Per.
Miljøet i højsædet
Og lige præcis her kommer en vigtig detalje på bordet. For Per vil ikke vækste for enhver pris. I samtalen kommer det flere gange frem, hvor vigtigt det er for Per og firmaet med bæredygtighed og miljøhensyn. Det har højeste prioritet.
-Vi har i 12-13 år arbejdet på at forbedre miljøet. Det er et dagligt stykke arbejde, og det brænder jeg meget for. Vi må og skal sætte miljøet i højsædet. Vi laver små forbedringer hele tiden, og det kan vi også se, at vi sparer penge på. Vi har et klart mål om, at vi skal i mål engang og blive 100 procent CO2 neutrale. Men her skal andre også på banen for at hjælpe os. Det kræver at den strøm, der leveres herud, skal være 100 procent grøn, og at dem der distribuerer vores varer ud i landet, også bliver grønne. Vi når nok aldrig i mål, for der vil hele tiden komme nye ting, der kan reducere udledningen af CO2. Men vi arbejder ihærdigt på at vores klimaaftryk skal være så minimalt som muligt, fortæller en meget ambitiøs og grøn direktør.
Per stopper ikke endnu
Per er 61 år, men han tænker overhovedet ikke på at stoppe og sælge endnu.
-Nu skal de nye kontorlokaler tages i brug, og der er meget andet, der skal på plads, slutter Per inden han viser rundt på den 8,1 hektar store arbejdsplads, hvor der altid er 6000-7000 kubikmeter træ på lager.
















