Af borgerjournalist Charlotte Rohde Madsen
Sommerlejr ved Assenbækmølle
I år gik Tiset/Arnum Gruppes sommerlejr til Spejdercenter Assenbækmølle, hvor vi for første gang skulle prøve en centerlejr. Spejdercentret ligger mellem Varde og Ølgod, og i uge 27 deltog omkring 250 spejdere fra mange forskellige grupper og dele af landet.
Fra Tiset/Arnum var vi ni bævere, fem juniorspejdere og fem ledere afsted.
Lejrpladsen bygges op
Den første eftermiddag gik med at få sat teltene op og hente rafter til vores lejrplads.
Det første byggeprojekt var et stort spisebord med plads til alle – men det blev lederne, der måtte bygge det færdigt, da spejderne var sendt i seng.
Søndag blev resten af lejrpladsen bygget: et madlavningsbord med hævet bålplads, en indgangsportal med navneskilt samt et kors til morgenandagterne.
Fælles samlinger
Hver morgen samledes alle til flaghejsning og morgensamling. Hvis der var fødselsdage, blev der sunget, og fødselaren fik en særlig buket – enten blomster eller et lille træ.
“Det var sjovt at få et træ i fødselsdagsgave i stedet for blomster,” fortalte en af spejderne med et grin.
Der blev også leget, danset eller sunget, inden dagens aktiviteter begyndte.

Aktiviteter og oplevelser
Lejren havde to aktivitetsperioder hver dag – én om formiddagen og én om eftermiddagen.
Spejderne prøvede blandt andet en 10 meter høj klatrevæg, et søslag på en hjemmebygget tømmerflåde og at støbe små tinfigurer.
Bæverne lavede anderledes mad over bål, gik på opdagelse i området, prøvede vikingehåndværk og deltog i Esedøgn, hvor de blandt andet rensede og røgede regnbueørreder samt lavede egen rygeost.
Science Piraterne
Tirsdag deltog hele gruppen i et løb med Science Piraterne. Her skulle de lave forsøg med blandt andet sæbebobler, is i en pose, en sky i en flaske og en Da Vinci-bro.
“Ikke alt lykkedes – men vi lærte noget nyt, og det var sjovt at prøve,” sagde en af lederne.
Mad, hygge og lejrbål
Efter aktiviteterne var der kage, inden aftensmaden skulle laves. Menuen bød på alt fra pitabrød og pasta med kødsovs til svensk pølseret.
Søndag og fredag var der fælles lejrbål for hele lejren, mens gruppen selv arrangerede et hyggeligt lejrbål mandag aften med lege og konkurrencer.
Hike og udfordringer
Onsdag blev bæverne hentet hjem, og tilbage var tre spejdere og tre ledere.
Torsdag og fredag drog spejderne på hike med en rute på omkring 25 km i alt. Undervejs skulle de bytte sig frem fra en fløjte og en rasle – og endte med en afretteskinne og et nødudgangsskilt.
“Det var sejt, men vi fik ondt i benene,” lød det fra de trætte spejdere, da de kom tilbage fredag.
Nedpakning og hjemtur
Fredag eftermiddag begyndte nedpakningen af lejrpladsen. Bord, bålplads og portal blev skilt ad, og lørdag kunne de sidste, våde telte pakkes sammen, inden forældrene kom for at hente spejderne.
Klar til en ny sæson
Det har været en dejlig sommerlejr med masser af sol og gode oplevelser i rygsækken.
Tiset/Arnum Gruppe starter op igen fredag den 22. august:
- Bævere og ulve (0.–4. klasse): kl. 17.00–19.00
- Spejdere (5. klasse og opefter): kl. 18.30–20.30
Det foregår på Lykkesborg (Kongevej 252, 6510 Gram). Alle er meget velkomne til at kigge forbi og prøve spejderlivet.

/

























