Skip to Content

Tiset/Arnum KFUM-Spejdere afholdt deres årlige nytårsparade i Højrup Kirke!

- en flot nytårsparade i sneen
7. januar 2025 af
Tiset/Arnum KFUM-Spejdere afholdt deres årlige nytårsparade i Højrup Kirke!
6510NYT
Af borgerjournalist Charlotte Rohde Madsen


Morgenmad

Vi var knap 30 personer, der mødtes klokken 9.00 til fælles morgenmad, hvor der var rundstykker med tilbehør samt kaffe og te i termokanderne. Snakken gik lystigt, og alle hyggede sig.

Nytårsparole

Efter en hurtig oprydning tog vi det varme tøj på og gik udenfor, hvor fanen blev rullet ud, og gruppeleder Henning Kjær stod for nytårsparolen. Der blev sagt tak til spejdere, forældre og ledere for året, der er gået, og lederne fik udleveret deres julegave som tak for indsatsen i 2024. Henning fortsatte med at fortælle lidt om spejdernes lov, løfte og valgsprog, og at spejdergruppens nytårsforsæt er at skabe vækst i spejdergruppen. Vi har gode rammer, og der er plads til flere spejdere i alle aldersgrupper.

Afsted gennem sneen til Højrup Kirke

Så gik turen mod Højrup Kirke med fanen forrest – landskabet var flot klædt i hvidt, og børn og barnlige sjæle brugte isen som glidebane på noget af turen. Det var lidt koldt, men man kunne hurtigt gå sig til varmen. Vi nåede frem til kirken 5-10 minutter før dagens gudstjeneste, hvor vi hørte om de tre vise mænd, der besøgte Jesus i stalden.

Spejderåret 2025

Dermed er spejderåret 2025 blevet skudt godt i gang, og de ugentlige spejdermøder starter op igen fredag den 10. januar. Bæverne og ulvene (0.–4. klasse) mødes fra klokken 17.00 til 19.00, mens spejderne (5. klasse og opefter) holder møde fra 18.30 til 20.30. Alle er velkomne til at komme forbi en fredag og prøve spejderlivet af – vores spejderhus ligger mellem Tiset og Arnum (Kongevej 252, 6510 Gram).

Fredag den 31. januar holder spejdergruppen deres årlige spejderfest, hvor alle er velkomne til at deltage. Vi mødes klokken 18.00, hvorefter vi afholder vores generalforsamling, hvor man blandt andet kan høre lidt om, hvad der er sket i spejdergruppen det seneste år. Efterfølgende vil der være lidt at spise i vores fine bålhytte, hvor vi serverer pølser og brød.

Annonce