Skip to Content

Terningerne er kastet i Fole

- pakkeleg gik over gevind
4. december 2024 af
Terningerne er kastet i Fole
6510NYT

Julefrokost

Den første onsdag i måneden er der kaffe og hygge i sognehuset i Fole, hvor godtfolk mødes. I anledning af december havde menighedsrådet igen i år disket op med en julefrokost. Der var sild, pålæg og ost. Og i Fole er der naturligvis også brændevin.

Pakkeleg

I mange år har det været en tradition, at der efter frokosten bliver spillet pakkeleg. Folk har alle en lille pakke med, og så spiller man efter de gængse regler. I første halvleg må man tage en pakke fra bordet, når man slår en sekser. Når alle pakkerne er væk, fortsætter spillet i et antal minutter, som kun menighedsrådsformanden kender. Slår man en sekser der, må man ”stjæle” af de andres pakker. Det plejer at være både sjovt og hyggeligt.

Uenighed fra begyndelsen

Imidlertid var det, som om de gode folefolk kom skævt fra start. For inden terningerne var kastet, sagde Ursula Becker, at hvis der var nogen, der ikke havde en gave til sidst, så skulle dem med mange gaver give en væk til dem.

Denne lille kommentar gav anledning til uro blandt de andre deltagere. I Fole er de sportsfolk. Og hvor er sporten henne, når alle alligevel vinder? Forslaget blev derfor forkastet resolut.

Halvleg

Efter første halvleg stod det klart, at Ursula Becker havde en usædvanlig god hånd til at slå seksere. Hun sad med næsten halvdelen af pakkerne. En anden deltager nævnte, at det måske alligevel var en god idé med Ursulas forslag. Men nu var hun den, der overhovedet ikke ville høre om, at pakkerne skulle fordeles ligeligt.

Dette betød – naturligvis – at alle rottede sig sammen om at tage pakkerne fra Ursula. Hver eneste gang én slog en sekser, blev der stjålet fra Ursulas bunke.

Skandalen

Ursula fornemmede godt, at hendes bunke skrumpede med lynets hast. Og i et forsøg på at beskytte de pakker, hun mente tilhørte hende, forsøgte hun at sluge terningerne og på den måde neutralisere spillet. Dette må siges at være et absolut lavpunkt i pakkelegens historie. Hendes forsøg blev forhindret ved et slag i ryggen. Terningen fløj ud af munden på hende og landede på en ligegyldig firer.

Spillet fortsatte lidt endnu, indtil alarmen lød, og spillet var slut. Stemningen var præget af, at der var blevet spillet meget hårdt. Flere havde skader, og der var også blevet givet en del advarsler, mens en tung røg efter fyrværkeri hang i lokalet.

Heldigvis dampede den ophidsede stemning snart af igen, og konfekten kunne bæres ind. Formanden forsikrede alle om, at menighedsrådet til næste år ville have mere klare retningslinjer for pakkespillet.

Hvad kan man lære af det?

Tja, måske – læg jer ikke ud med nogen i Fole. Og slet ikke, når det drejer sig om pakkeleg.

P.S.: De sjove nisser hænger i lygtepælene. Det er en tur værd at se…

Annonce