29-årige Tenna Klingenberg og familie indtog Gram i 2017, og familien ligner en sikker gevinst for lokalområdet de næste mange år.
Positiv udstråling, energi og livslyst stråler nærmest ud af fra hjemmet, da fordøren bliver
åbnet på Skolekobbel 1 i Gram på en sjælden solskinsdag i november. I døren står Tenna
Klingenberg og byder indenfor i huset. Tenna er tilflytter fra 2017, hvor Løgumkloster-pigen og Agerskov-drengen Rune Klingenberg, valgte Gram som bosted. De kom fra en lejlighed i Tønder og flyttede til Gram, da Rune havde fået job som reservedelselev hos Jepsen Biler i Gram. Han kunne spare to timers kørsel dagligt, og da Tenna var gravid, gav det derfor god mening at flytte til Gram.
Mødregruppe gav en god start for Tenna i Gram
-Vi havde hørte en masse snak om Gram inden vi tog beslutningen, men sådan er det nok med alle byer. Der vil jo altid være udfordringer lige meget, hvor man flytter hen. Vi gav det et skud, og det har vi aldrig fortrudt, fortæller Tenna med fast overbevisning.
Familien lejede først et hus i Gram, og kort efter kom parrets første barn Jalte til verden.
-Jeg var så heldig at havne i en megagod mødregruppe, hvor vi har det fantastisk. Vi ses
stadig og er gode veninder her syv år efter. Det hjalp mig til hurtigt at blive godt integreret i byen, og jo mere man selv gør for at blive en del af noget, jo bedre bliver man taget imod, fortæller Tenna.
Skolebestyrelsen på Gram Skole giver mening for Tenna
Senere kom parrets andet barn, Alberte, til verden, og i 2021 købte de hus på
Skolekobbel. Alt imens er de begge blevet dybt integreret i lokalsamfundet, hvor Rune er
en af de lokale frivillige brandmænd, og Tenna sidder som skolebestyrelsesmedlem på
Gram Skole.
-Vores børn stortrives i børnehave og skole, og jeg har valgt at gå ind i det frivillige
skolebestyrelsesarbejde, da det giver mening for mig. Her kan jeg gøre en forskel, i stedet
for bare at være en af dem der brokker sig i krogene, og det er faktisk megaspændende,
fortæller Tenna.
En ADHD-diagnose har hjulpet Tenna
Arbejdsmæssigt har både Tenna og Rune gang i den. Rune er selvstændig alt-mulig
mand, der lige nu koordinerer byggepladser i trekantområdet. Tenna, der er uddannet
kontorassistent med speciale indenfor økonomi, arbejder i Bramming med regnskab og
bogføring. Børnene har en fritidsinteresse med motocross og Tenna en fritidsinteresse
med syning, så mange ting skal gå op i en højere enhed for at få hverdagen til at hænge
sammen. Blandt andet derfor hænger en kæmpestor kalender i stuen på væggen med
ugens dage, billeder af familiens medlemmer, og hvad der er af aktiviteter.
-Sidste år i november blev jeg udredt for ADHD. Jeg har brug for hjælp til struktur og til at
få tingene ned i kasser. Det tog mig 28 år at få hjælp til det, og med lidt medicin fungerer
det bare nu. Det er dejligt at få alle mine gode ideer og impulser kontrolleret og sat ned i
kasser, så det har været rigtig godt for mig med den diagnose, og jeg vælger nu kun de
ting til, som giver mening for mig, fortæller en hudløs ærlig Tenna.
Større hus søges i Gram
Familien er på jagt efter en ny og større bolig, så deres hus på Skolekobbel er sat til salg.
Men fremtiden ligger i Gram.
-Gram tilbyder mange ting til både børn og voksne i vores familie samtidig med at vores
familie bor indenfor en radius på 45 km. Vi kan nå alt. Gram ligger centralt, så vi jagter et
større hus i Gram, slutter Tenna.