Skip to Content

Tankevækkende foredrag med Karin i Fritidscenteret i Gram

11. maj 2026 af
Tankevækkende foredrag med Karin i Fritidscenteret i Gram
6510NYT

Af Hjørdis Hansen

Tankevækkende foredrag med Karin i Fritidscenteret i Gram

Sundhedsfremme 6510 havde i samarbejde med alle seniorforeninger i 6510 inviteret til foredrag i Fritidscenteret i Gram.

Arrangementet var lavet i samarbejde med Arnum/Højrup Pensionistforening, Gram og Omegns Pensionistforening, Gram Menighedsråd, Ældre Sagen i Gram, Støtteforeningen for seniorer i Gram Motionscenter, Røde Kors v/Demenscaféen og Gnisten.

Fokus på demens i uge 19

I uge 19 sætter 96 af landets 98 kommuner fokus på demenssygdomme med ønsket om et mere demensvenligt Danmark.

Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark blev stiftet i august 2017 gennem et samarbejde mellem Alzheimerforeningen, Ældre Sagen, FOA, PENSAM, Dansk Sygeplejeråd og Ergoterapeutforeningen. Formålet er at skabe et samfund, hvor mennesker med demens kan leve et trygt og værdigt liv.

I Gram har vi nu for fjerde år i træk aktiviteter i uge 19 med fokus på at udbrede kendskabet til demenssymbolet, skabe større forståelse for demenssygdomme og sætte fokus på vigtigheden af at tale åbent og ærligt om sygdommen.

Et møde, der satte tanker i gang

For halvandet år siden deltog vi i en workshop arrangeret af Demensvenligt Danmark, hvor vi mødte Karin. Karin fortalte åbent og ærligt om livet med diagnosen Alzheimer. Samtidig gjorde TV-udsendelsen om Demenskoret stort indtryk på os.

Begge oplevelser satte mange tanker i gang og understregede, hvor vigtigt det er at skabe åbenhed og forståelse omkring demens.

Gennem Demensvenligt Danmark fik vi efterfølgende kontakt til Karin, som heldigvis sagde ja til at komme og fortælle om tiden fra, hun fik diagnosen Alzheimer – og om livet med sygdommen i dag.

Karin fortalte ærligt om livet med Alzheimer

Karin startede sit foredrag med at fortælle, at hun havde hele foredraget skrevet ned, fordi hun ikke længere kunne klare sig med stikord.

Karin var 53 år og midt i en spændende karriere, da hun begyndte at opleve problemer med hukommelsen, svimmelhed og hovedpine. Først troede hun, at symptomerne skyldtes stress. Efter en lang sygemelding og mange undersøgelser sad hun en dag over for en overlæge og fik diagnosen Alzheimer.

Karin fortæller, at det føltes, som om hele hendes verden gik i stå. Hun oplevede, hvordan omverdenen pludselig så hende som “en dement” fremfor som Karin – et menneske med en demenssygdom. Mange talte til hendes mand i stedet for til hende og undlod øjenkontakt. Det blev en meget svær tid præget af sorg, usikkerhed og følelsen af at miste sig selv.

Hun ville leve med sygdommen – ikke under den

Efter mange lange ture med hunden traf Karin en stor og vigtig beslutning: Hun ville ikke lade sygdommen styre sit liv. Hun “erklærede sygdommen krig”. Hun ville leve med sygdommen – ikke under den.

Karin blev senere medlem af Demenskoret, som blev vist på TV 2. Det blev en stor oplevelse for hende og førte også til, at hun fik tilbud om at medvirke i flere små videofilm.

Senere fik hun kontakt med Demensvenligt Danmark, hvor hun blev medlem af en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde undervisningsmateriale. Her oplevede hun, at man lyttede til de demensramte borgere og ikke kun til fagpersonerne.

Vigtigt at lytte til mennesker med demens

Karin har også holdt foredrag på en social- og sundhedsskole, hvor eleverne lærte om, hvad demensramte borgere tænker og føler. Udsagn som “pårørendesygdom” er næsten ikke til at bære – man ønsker ligeværdighed.

Man fik indtryk af, at Karin var meget aktiv, men mellem linjerne var det tydeligt, at der både var gode og dårlige dage. Karins bedste anbefaling til mennesker med demenssygdom er: Vær så aktiv som mulig, dyrk motion, spis sund kost, få god søvn og vær social.

80 fremmødte fik noget at tænke over

Jeg er ikke i tvivl om, at alle 80 fremmødte i Fritidscenteret fik noget at tænke over.

De fleste af os har kontakt til pårørende, venner eller bekendte med demenssygdomme. Jeg håber, at alle vil være åbne, ærlige, vise respekt og ligeværdighed, så vi sammen kan være med til at nedbryde tabuet omkring demenssygdomme.