6510NYT har modtaget denne meget personlige beretning fra Bent Ravn.
Bent har været bedemand i mange år, og han har gennem sit arbejde haft døden tæt på sig mange gange. For ikke længe siden mistede han imidlertid et barnebarn, hvilket betød, at døden kom helt, helt tæt på. Det tunge tab har åbnet øjnene for, hvor vigtigt det er, at vi passer på hinanden.
Tanker ved juletid
Tankerne flyver hurtigt og til tider i ring, når vi venter på julen med julepynt i gader og butikker og i hjem. Og der er julefrokoster og bægerklang.
Men er det det, der fylder os med ægte juleglæde?
Vores barnebarn boede et stykke herfra - boede, for i dag er hun død.
Når man mister et helt ungt barnebarn, så forstår man på den hårde måde, hvilken lindring det er at have en præst i sit kirkesogn, der stod klar til at hjælpe os og ikke mindst vores søn, svigerdatter og to søskende.
Det svære liv
I 35 år har jeg været bedemand og har hjulpet tusinder, der har mistet. Men når man selv rammes af døden, så er det anderledes. Så mærker man, hvor vigtigt det er, at vi passer på hinanden.
Bagefter tænker man: Hvordan kunne det så gå galt? Har vi ikke tid til unge mere? Har skolerne så travlt, at de ikke har tid til at være der for de unge? Er det økonomien i kommunerne, der er for presset, så der ikke er den hjælp, der skal være?
Går det hele så hurtigt, at vi ikke ser det unge menneske, der har det svært? Bruger vi nok ressourcer på at hjælpe dem, der er ordblinde? Opdager vi det først for sent – måske først på en efterskole? Ordblindhed kan i den grad gå ud over selvværdet hos et ungt menneske. Er vi opmærksomme på, om de unge trives i klasserne? Er der penge nok i kommunerne til at støtte op om de unge og hjælpe dem?
Sådan kommer tankerne rullende.
Pas på de unge
Det må være en af de vigtigste ting i vores samfund at støtte op om de unge menneskeliv – hvis ikke den vigtigste. Unge mennesker fortæller jo ikke altid, hvordan de har det. Og er selvværdet lavt, er det endnu sværere. De vil ikke være nogen til last. Og så tænker de, at det måske er bedre at forlade denne verden for ikke at være nogen til last.
Mit barnebarn havde forsøgt at få hjælp, da hun var undermistanke for at have ADD (en sygdom som ADHD). Men hun var endnu ikke udredt. Og så kan man ikke få hjælp. Da hun fik at vide, at der er halvandet års ventetid, bryder hun sammen.
Vores barnebarn valgte livet fra. Der er over 600 mennesker, der hvert år gør det. Mange af dem er unge mennesker. Hvordan kan det gå til?
At miste et barnebarn
Som bedsteforældre er det meget svært at få livet til at fungere igen. Alting bliver vendt rundt. Man tænker ikke rationelt mere. Det, man troede, var vigtigt, er ikke så vigtigt mere. Allerværst er det naturligvis for forældre og søskende.
Det er en naturlig reaktion at have det sådan, det ved jeg godt. Men man ser så tydeligt, at vi skal passe på de unge – og passe på hinanden.
Pas på hinanden
Jeg ønsker her i julen at støtte to foreninger her i Haderslev og i Gram.
Jeg ønsker at støtte ”Lokalhistorisk Arkiv for Gram og Omegn” med 10.000 kr. For ingen kan leve i nutiden og fremtiden uden at kende fortiden.
Og så ønsker jeg at støtte BROEN Haderslev med 10.000 kr. De støtter op om sårbare børn og unge i Haderslev Kommune, så de kan gå til sunde fritidsinteresser. For det er vigtigt, at de unge mennesker er med i gode fællesskaber.
Kærlig hilsen og god jul
Bent Ravn
Efterskrift
6510NYT: Har man tanker om selvmord, kan man altid ringe til livslinjen på 70 201 201. Det er ligeledes vigtigt, at du søger hjælp hos lægen.
Barnebarnet og familien bor ikke i 6510-området og har ikke gået på områdets skoler. Familien har læst artiklen.
Kære Bent
Tak for ordene. De gør indtryk.
Det er vigtige tanker, du kommer med. Den ægte juleglæde findes der, hvor man
rækker en hånd frem, og der er en, der tager den.
Johannes Gjesing
Sognepræst og formand for BROEN Haderslev
----
I forbindelse med Bents artikel deles her en klumme, som Johannes Gjesing lavede tidligere på året.
Pas på sjælen
Det har netop været skolestart. Børn og unge drager igen afsted til fods, på cykel eller måske med bus efter en lang og velfortjent ferie. Nu skal skoletaskerne atter på ryggen, og kundskaberne skal støves af.
Det er også en farlig dag i hvert fald trafikalt. Mange af skoleeleverne er ikke så rutinerede i trafikken. Og så kan man jo nemt glemme lige at kigge sig for.
I ugerne op mod skolestart bliver der derfor ofte stillet skilte op langs vejene, hvor der står: "Pas på de udsatte skolebørn. Sæt farten ned osv.". Skiltene hjælper os med at huske på de sårbare skolebørn. Dem skal vi passe på.
Det er heldigvis blevet meget mere sikkert at færdes i trafikken. I 1970 døde 1.213 mennesker i trafikken. I 2023 var tallet 162, selvom antallet af biler er mangedoblet i samme tidsrum. Forhåbentlig bliver det tal endnu mindre!
Grunden til, at tallet nu er så lavt, er, at vi er blevet klogere. Bilerne er blevet mere sikre. Vi har bygget bedre veje og kryds. Der er kommet bedre færdselsregler. De unge bliver bedre uddannede, når de tager et kørekort. Børn lærer om trafik i skolen. Og så ved vi, at trafik er farlig, og at det kan gå frygteligt galt, selvom vi tror, at vi har styr på det hele. Den opmærksomhed har betydet langt færre dør i trafikken.
I Danmark er der omkring 600 mennesker, der hvert eneste år begår selvmord. Det er omkring to om dagen. Der er langt flere, der forsøger. Årligt dør tre gange flere danskere på grund af selvmord end ved trafikulykker. Grunden til, at mennesker vælger at tage deres liv, er der forskere, der ved meget mere om, end jeg gør. Men fortvivlelse, depression, ensomhed og sorg er helt sikkert nogle af grundene til, at mennesker bliver skubbet et sted hen, hvor de ikke længere synes, der er plads til dem. At det er bedre, at de ikke er her. At de ikke længere har noget valg!
At have ondt i sindet er tung! Mørke tanker kan få magt, så man bliver ført af kræfter, der er stærkere end en selv. Det er ikke noget, man kan gøre for. Der findes kræfter, der kan ramme enhver – kræfter, der kan tage magten, og som gør sindet mørkt, så det er svært at tale om.
Vi lever i et samfund, hvor vi helst skal have travlt, være ovenpå, innovative og forandringsparate. Personligt afskyr jeg det. Mon ikke et fortravlet samfund også kan være med til at presse et sårbart menneskesind?
Hvor ville jeg ønske, at vi havde samme opmærksomhed på det sårbare menneskesind, som vi har på de udsatte i trafikken. Når vi har fartgrænser, så er det jo ikke kun for at passe på den, der kører stærkt. Fartgrænserne er her også, fordi fartbilisten er til fare for andre. Sådan burde det være i alle livets aspekter! Vi skal skabe et samfund, hvor det ikke er velanset bare at drøne afsted, uden at man først har sikret sig, at de sårbare sjæle kan tåle det Og ligesom sikkerhedsseler i dag er noget selvfølgeligt, sådan skal vi også have sikkerhedsseler i åndelig forstand, så der altid er tid og rum til omsorg for sjælen. Og her mener jeg ikke wellness – men virkelig omsorg for sjælen.
Hvad der skal til, det ved lægerne og forskerne meget bedre end jeg. Men hvor er det pinligt, at der stadig ikke er ressourcer nok i psykiatrien. Det første, vi kan gøre, er at sætte fokus på det det skrøbelige menneskesind. Jeg er ikke sikker på at skilte langs vejene er det rigtige at gøre. Men vi kan begynde med at være fælles om at ville tale om det, som er så svært – at menneskelivet ikke altid er let, at mørke kræfter kan gribe selv den stærkeste, og enhver menneskesjæl har brug for åndelig omsorg og trøst.
”Kom godt hjem”, kan man sige som en kærlig påmindelse om, at trafikken kan være et farligt sted. Måske vi på samme måde kunne sige: ”pas på sjælen”!
Johs. Gjesing
