Skip to Content

Svøm langt arrangement

31. august 2025 af
Svøm langt arrangement
6510NYT

Af borgerjournalist Stine Kristensen

Svømmernes festdag

Lørdag formiddag summede det af liv ved Gram Friluftsbad, da 35 svømmere fra Gram Svømmeklub afholdt deres årlige Svøm Langt-arrangement. Klubben, som underviser 63 svømmere, ser det som en festdag, som svømmerne glæder sig til at deltage i.

Svøm Langt i 10 år

│ – Vi har nu afholdt Svøm Langt i ca. 10 år, fortæller Mette Elneff, svømmetræner i klubben.

│ – I starten holdt vi det bare som en almindelig svømmedag et par timer, men de senere år har det været en hel dag fra kl. 10-17. De rutinerede svømmere er længe i vandet. Sidste år var den længste distance 12,5 km, svømmet af en 12-årig svømmer, som tilbagelagde distancen på syv timer.

Glæden ved svømning

Mette fortæller, at Svøm Langt i høj grad handler om glæden ved svømning, det sociale, at møde sine egne grænser – og måske blive overrasket over, hvad man kan.

Mette Jessen, som også er svømmetræner, supplerer:

│ – Ja, man finder nogle gange ud af, at man kan mere, end man tror. Man flytter lidt med sine egne grænser og lærer sig selv endnu bedre at kende. Og så er det sjovt at være sammen med hele klubben på én gang. Vi lægger vægt på motivation, men hvor det altid foregår på børnenes præmisser. For det skal være sjovt at svømme.

Nemt at finde frivillige

Som altid ved sådanne arrangementer er der brug for frivillige. Der er nogen i vandet, som svømmer med børnene og hjælper med svømmebriller eller bælter. Der er frivillige, som sidder og tæller baner og uddeler frugtsukker eller bananstykker, og der er nogle, som går langs kanten og hjælper eller giver en high five ved behov. Alle er vigtige for, at dagen løber godt af stablen.

│ – Heldigvis har vi aldrig problemer med at finde frivillige. Folk melder sig selv, og det er jo virkelig dejligt, smiler Mette Jessen.

Man forstår det godt, for der er virkelig en hyggelig stemning omkring det flotte bassin.

Else, 8 år

Ved kanten af bassinet møder jeg Else, 8 år, som er til Svøm Langt-arrangement for første gang. Hun er kommet op af vandet og har taget hul på en slikpind, godt tilfreds med dagens resultat.

│ – Det er sjovt at svømme, og jeg skulle se, hvor langt jeg kunne svømme i dag, smiler Else.

Hun har nydt dagen og vil måske komme igen til næste år.

│ – Jeg svømmede 700 meter, det synes jeg var rigtig godt. Jeg fik lidt ondt i ryggen, og derfor stoppede jeg, fortæller Else, træt men glad.

Gram Svømmeklub holder svømmeundervisning for alle fra 0.-8. klasse. Sæsonen starter i maj og slutter på onsdag. Svøm Langt-arrangementet er altid en af de sidste dage i sæsonen og sætter dermed et flot punktum på svømmesæsonen.

6510NYT kan afsløre, at der i dag blev svømmet distancer fra 200 m til 13.000 meter. Sammenlagt har svømmerne svømmet 84.350 meter. Godt gået!