Svalegården – et helt unikt sted i 6510
Midt mellem Gram og Fole ligger en tidligere landejendom, Svalegården, der er nænsomt renoveret, og som nu indeholder en fuldstændig enestående samling af gamle sager.
Forventningerne var ikke specielt høje, da denne artikels forfatter svingede ind ad Horngårdsvej mellem Gram og Fole. Helt herude kunne der da ikke være noget, der kunne være interessant for læserne i 6510Nyt, men hold nu op. En times tid senere havde forfatteren tabt hat og briller og var fuldstændig blæst bagover. Alle i 6510 burde kende dette sted.
Bent Lundsgaard
Da bilen svinger ind i gårdspladsen tager 71-årige Bent Lundsgaard imod i gårdspladsen. Gården er omkranset af veltrimmede græsplæner og grantræer, der står snorlige på rækker, og venter på øksen fælder dem, når julen kommer. Bent tager venligt i mod, og vi påbegynder en times tur gennem renoverede staldbygninger, hvor Bent gennem 30 år har opbygget nogle enestående samlinger.
Nostalgi og historier
Trælegetøj, gamle strygejern, knallerter, motorcykler, gamle biler, landbrugsting, legetøjsbiler, spilleautomater, en komplet opbygget damefrisørsalon fra 1962, en gammeldags købmandsforretning og sidst men ikke mindst, måske Danmarks største Esso-samling.
Man kunne bruge mange timer i udstillingen, hvor al mekanik fungerer. Alle biler, knallerter og motorcykler kan køre, alle spilleautomater virker, og der ligger ikke en krumme forkert nogle steder.
Der knytter sig spændende historie til alle ting, som Bent fortæller om med engagement og en herlig lune.
-Jeg har købt de fleste ting på loppemarkeder rundt omkring, fortæller Bent, og at han har været en god handelsmand undervejs, beretter følgende historie om.
-Vi var på et loppemarked engang, hvor Jeg fandt et emaljeskilt, som sælger ville have 1000 kroner for. Jeg fortalte, at jeg kun havde fået fem hundrede kroner med af konen. Jeg fik ham ned på 600 kr., men det var jo ikke nok, så min datter Majbrit (Majbrit Lundsgård) og jeg forlod stedet. På vej væk sagde min datter så, ”Far, du må godt låne 100 kroner af mig, for jeg ved, at du ærgrer dig resten af dagen over det”. Så gik vi tilbage og købte skiltet, fortæller Bent med et lunt smil.
Arbejdslivet
I sit arbejdsliv solgte Bent Staldinventar fra sit eget firma i Gram, der på et tidspunkt havde 26 ansatte. Men det er ikke derfra Bent har fået råd til sin enestående samling.
-Jeg stoppede med at ryge som 40-årig og meddelte, at for alle de penge jeg sparede, ville jeg købe en ny motorcykel hvert år fremadrettet. Det var startskuddet til min samling for 30 år siden, fortæller Bent.
Børnene var glade for Bent stoppede med rygningen, men 20 år efter, da samlingen voksede og voksede, sagde hans datter Majbrit:
-Far, vi vidste godt du røg, men at du røg så meget, vidste vi godt nok ikke.
Der er meget mere at se
At beskrive Bents samling og tage billeder fyldestgørende kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Den samling skal opleves med Bent ved din side som engageret fortæller. Hvis du kan samle mindst 10 personer, har du mulighed for at booke en guidet fremvisning, nyde din medbragte madpakke til lyden af den rislende Hornsbæk ved borde og bænke eller få kaffe, kage og øl inde i den nostalgiske bar, som naturligvis også er en del af Bents ubeskrivelige samling.
Dagens låge er her
https://www.6510nyt.dk/blog/lokale-nyheder-2/enogtyvende-december-dagens-lage-136
Annonce