Sønderjyske Mesterskaber i Fællesskaber – Foreningerne strømmer til
Foreningerne strømmer til den nye festival ”Sønderjyske Mesterskaber i Fællesskaber – SMF”, når festivalen den 26. september gæster Gram Slot.
Der er lagt i kakkelovnen til en dag i fællesskabets tegn med en stor foreningsmesse, hvor gæster kan møde et bredt udvalg af lokale foreninger – og med en fællesskabskoncert med bl.a. Per Vers og bluesbandet Build for Comfort.

Som en del af den nationale fejring af Frivillig Fredag har festivalen indgået et samarbejde med Gram Sundhedsfremme, der har samlet de deltagende foreninger.
”Og det hele er ganske gratis. Den eneste fare er, at du som gæst kommer hjem med lyst til at deltage i endnu flere fantastiske fællesskaber,” fortæller projektleder for festivalen Mathias Gro Nilsson.

Bag festivalen står Vision 2030 under Haderslev Talentråd. Festivalen løber over fire dage – én dag i hver af de fire sønderjyske kommuner.
Festivalen er skabt med støtte fra Region Syddanmarks Kulturpulje, Det sønderjyske Kulturkoordinationsudvalg og Mads Clausens Fond.
”Vi har så meget fællesskab her i Sønderjylland, som er værd at vise frem, og derfor er vi enormt glade for, at det er lykkedes at skaffe midlerne gennem fonde, og at de lokale foreninger støtter op og griber muligheden for at vise sig frem.”
Vil du være med som gæst eller forening, kan du læse mere om de fire festivaldage i Toftlund, Gram, Gråsten og Kalvø på www.smf-festival.dk.















