Snemand i fyldt kirke
Julen er ikke kun gaver og julemænd. Det er også tiden, hvor der er rigtig mange arrangementer og gudstjenester i vores kirker. Der er julekoncerter, der er adventsgudstjenester. Og så venter selvfølgelig de mange julegudstjenester.
De ni læsninger
Søndag aften var der De ni læsninger i Gram Kirke. Sognepræst Annesofie fortæller:
”De ni læsninger er en gammel engelsk tradition, hvor man læser tekster, der alle sammen peger hen på julen og Jesu fødsel. Og så synger man julesalmer. I år har jeg fået både konfirmander og medlemmer fra menighedsrådet til at læse teksterne.”
Mange var mødt op for at deltage i denne smukke tradition.

Luciaoptog med snemand
Aftenen begyndte med et flot luciaoptog med Gram-Fole Børnekor. Det er altid smukt at se børnene komme ind i hvidt tøj og med tændte lys. Men hov! Bagest kom en lucia-snemand gående. Man når lige at tænke: “Er det en ny tradition?” – men det skulle vise sig, at der var en idé bag galskaben.
Læsninger og salmer
Salmer og læsninger blev flettet godt sammen. Der var både kendte og mindre kendte salmer. Der var ingen prædiken – teksterne var en prædiken i sig selv.
Til sidst sang koret ”The Snowman – Walking in the Air”, en meget smuk sang. Og så kom snemanden ellers ned igennem kirken. Det var en rigtig fin afslutning.

Mange spændende ting den næste uge
I den kommende uge er der juletjenester med børnehaver og skoler. Johannes fortæller:” Det er nok den uge på året, hvor der sker allermest.
Det kan du blandt andet opleve:
- Tirsdag kl. 9.30: Fole Naturbørnehave i Fole Kirke
- Onsdag kl. 9.00: Juleløb på kirkegården i Gram, hvor de små skal gå til Betlehem (der er både snemænd og soldater)
- Torsdag kl. 10.00: Nobi Arnum til Højrup Kirke
- Torsdag kl. 10.30: Gudstjeneste for sognets ældste i Gram Kirke
- Fredag: Skoleafslutning i kirkerne for Gram Skole og Fole Friskole
- Søndag i advent er også lidt speciel. For i Gram Kirke kl. 10.30 kan man få lov til at vælge sin yndlingssalme. Det havde vi også sidste år – det var virkelig sjovt.
Lasse organist bryder ind
Hmmm - har vi egentlig forberedt alt det her?
Men mon ikke de når det - det plejer de jo......
Alle må gerne kommer til gudstjeneste og arrangementer - også selvom man ikke er barn, understreger Johannes

Juleaften
Juleaften er en slags Folkekirkens generalforsamling. Den 24. december hører det sig til at skulle i kirken. Der er mange gudstjenester. Om formiddagen kan man også komme ud og løbe en tur. Johannes forklarer:
”Vi samarbejder med BROEN Haderslev, der støtter op om udsatte børn og unge, så de kan gå til fodbold og spejder – sunde fællesskaber. Det betyder alt. Mellem 9 og 11 kan man komme til Gram Sognehus og løbe en tur. Ja, man må også gå. Der er også en julemand. Og hvis man har lyst, så kan man give en gave til BROEN Haderslev – men det er helt frivilligt.”
Der bliver nok at se til de næste mange dage i kirkerne i 6510!



















