I mandags blev der holdt Skt. Hans flere steder i 6510.
6510NYT har modtaget billeder og tekster flere steder fra.
Borgerjournalist Majbritt Lundsgaard skriver om arrangementer i Arnum:
Hvor mange pølser skal vi grille? Hvordan bliver vejret? Kommer folk kl. 18 og vil have pølser, eller vil de sidde og snakke lidt, før de skal spise?
Ja, det er ikke helt nemt at holde Skt. Hans. En Skt. Hans, som ellers er helt, som den plejer at være i Arnum – et samarbejde mellem Tiset/Arnum Spejder og Højrupsogns Borgerforening.
I år havde spejderne en nyhed med: en lang svævebane, som kunne underholde de mange fremmødte børn. Pandekager, popcorn og snobrød over bål er en fast tradition, som altid vækker glæde.
Tilbage til grillen, som blev tændt i silende regn – grillmestrene Claus og Tom havde regnet rigtigt. Solen kiggede frem, folk dukkede stille og roligt op og spiste af de gode grillpølser.
Årets båltaler var venligst udlånt fra Gram. Johannes Gjesing kom i god tid til grillpølse og snak. Båltalen var helt, som en båltale skal være: lidt sjov, lidt nyt, lidt gammelt – ikke for lang, men også med et alvorligt emne som retten til at tage sit eget liv. Et emne, som blev flittigt diskuteret bagefter i bålhytten.
I Højrup Sogn uddeles hvert år en sognepris. Den gives til en eller flere, som har ydet en ekstra indsats til fordel for sognet. I år gik prisen til Mette Carstensen og Karina Skovby for deres kæmpe arbejde med aktiviteter og hjælp i alle sammenhænge gennem rigtig mange år. Især fik de stor tak for deres arbejde med at genoplive byfesten i Arnum.
Daniel Rosenkilde skriver om Skt. Hans i Tiset...
Wat Buddhaparami i Tiset havde arrangeret Sankt Hans-aften for byens borgere og dem selv tirsdag den 23. juni.
Der var blevet sat telt op samt borde og bænke, og der var tændt op i grillen. Folk skulle selv medbringe mad og drikke.
Det blev til godt 50 personer – både voksne og børn – trods det dårlige vejr. Omkring 25-30 deltagere var fra byen. Vi fik brændt heksen og tændt bålet.
Det var super hyggeligt. Jeg er stadig imponeret over, hvor åbenhjertede og imødekommende de er, når de arrangerer noget.
Stine Kristensen har ligeledes sendt en masse billeder fra Fole.
Se alle skt. billederne herunder: