Borgerartikel af Mads Skuldbøl Nielsen
Ligesom højskolerne har deres Højskolesangbog, har friskolerne også deres egen Friskolesangbog. I februar udkom en ny udgave med både nye og gamle sange. I den forbindelse indgik Gram Højskole og Branderup Friskole et samarbejde om en sangaften og præsentation af den nye sangbog.
Onsdag den 14. maj blev der derfor inviteret til fælles sangaften på højskolen, hvor Branderup Friskole præsenterede den nye sangbog og den grundtvig-koldske friskoletradition. Salen på Gram Højskole var fyldt med højskoleelever, forældre og elever fra friskolen samt folk fra lokalområdet.
Der blev sunget både nye og kendte sange fra sangbogen, akkompagneret af Branderup Friskoles musiklærer på flygel og en tidligere forælder på guitar. Til hver sang var der en introduktion med historier om komponisten og forfatteren, og der blev delt små anekdoter om sangenes betydning i friskolens morgensang.
Der blev sunget lystigt med på de velkendte sange, mens de nye først skulle læres – så alle fik både noget genkendeligt og noget nyt med hjem. Det blev en stemningsfuld aften fyldt med fællessang og godt humør. Til sidst måtte der også et ekstranummer til, inden aftenen rundedes af med kaffe og kage på højskolen.