Sabrina fik sin første symaskine som 8-årig og har givet den gas lige siden. Først i Fole og nu i Gram.
Syning har fulgt Sabrina hele livet som en glad hobby, og da hun på et tidspunkt i Fole havde små børn, inviterede hun veninder på besøg, så de kunne sy sammen.
-Vi var fire der godt kunne lide at sy, og vi havde alle lige fået børn. Så vi mødtes med mellemrum, hvor vi syede tøj til ungerne. Samtidig gik snakken om alt mulig andet, og nogle havde mere erfaringer med børn end andre. Så det var givtigt på flere områder, fortæller Sabrina i sit hus på Lindealle i Gram, hvor 6510`s udsendte har opsøgt hende.
Ideen genopstod i Gram
Sabrina flyttede til Gram for otte år siden med sin nye mand og deres sammenbragte otte børn, og for to år siden, fik Sabrina ideen til igen at starte en sy-klub op med mulighed for andre kreative ting.
-Jeg fandt ud af, at der var mulighed for at låne ”Hvalen”, så jeg gik i gang med at stable et arrangement på benene i uge 42 i 2023. Jeg indkøbte garn og smykker, som man kunne købe deroppe, og så gå i gang med at sy, strikke, brodere eller lave diamond painting m.m. Det blev en kæmpe succes, og mange gav bagefter udtryk for, at det kunne vi godt have noget mere af, fortæller Sabrina.
(fortsætter under annoncen)
Annonce
Krea-klubben mødes hver anden uge
Den udfordring tog Sabrina op, og har lige siden holdt arrangementer i Krea-klubben, som
den kaldes, på både sin hjemadresse og i ”Hvalen”
-Vi mødes ca. hver 2. uge. Vi kan være ti her hos mig inde i stuen, og bliver vi flere foregår det i ”Hvalen”. Jeg laver invitation på vores facebookside som hedder ”Cafe Krea Hvalen”, som 123 følger, og så melder man til, hvis man kan komme, fortæller Karina, der til daglig arbejder som Social- og sundhedsassistent på et plejehjem.
På facebooksiden skriver Sabrina, at i klubben kan hovedet få fri, og du kan være sammen med andre ligesindede og blive inspireret af andre. Man kan lade sine hænder skabe ved at strikke, sy, brodere, tegne, male, lave perler og smykker eller noget andet kreativt.
Der er plads til flere i Krea-klubben
Det er altid forskellige, der kommer i klubben, og det giver en masse nye input.
-Det er ikke mine veninder der kommer. Der er mange nye folk hver gang, som jeg ikke kender, og det er fint. Vi hygger og lærer af hinanden, fortæller Sabrina.
Som regel foregår det i privaten hos Sabrina, men hun har dog en drøm om, at det på sigt kan foregå hver gang i ”Hvalen”.
-Når vi ikke er mere end ti, er vi hos mig, men jeg håber vi kan få endnu flere med, så vi hver gang kan afholde arrangementerne på ”Hvalen”. Det kunne være dejligt, fortæller Sabrina, der dog ikke ønsker det hele så stort, at det kan blive en levevej for hende.
- Det er slet ikke meningen. Jeg elsker mit arbejde på Rise Plejehjem, så det skal forblive en hobby.
Hvis du kunne tænke dig at være med i Krea-klubbens arrangementer kan du skrive en besked på facebooksiden ”Cafe Krea Hvalen” til Sabrina.
PS: Der er også plads til mænd, men indtil videre har ingen meldt sig på banen :-)
Giv 6510NYT er like
Følg os på Facebook
Annonce