Bente Lorentsen er en ener, som vi alle kan lære noget af. Trods hård modgang med flere kræftdiagnoser drøner hun derudaf.
På en solskinsdag i oktober bevæger 6510nyts udsendte sig ud på Skipperkobbel i Gram. Her venter Bente Lorentsen, der siden 2001 har haft alvorlig sygdom tæt på i flere omgange, men som stadig er positiv og lever livet sammen med hendes mand Niels. Niels tager imod udenfor huset, og vi går ind i stuen, hvor 74-årige Bente smilende tager imod.
Kræft i flere omgange
Bente blev opereret for brystkræft i 2001, hvor en knude og 22 lymfer blev fjernet. Syv kemokurer og 24 strålebehandlinger fik kræften væk, men i 2017 var den gal igen.
-Jeg havde det rigtig godt frem til 2017, hvor jeg fik bøvl med hofterne. Jeg væltede og brækkede den ene hofte. Det viste sig, at der var kræft i hoften. Jeg fik knoglen skåret væk, og chancerne for at komme til at gå igen var små, men heldigvis har jeg i 20 år trænet meget nede ved Gerda i motionscenteret. Så min muskelmasse i låret er stærkt, og kan holde sammen på det hele, så jeg stadig kan gå ved hjælp af en stok, fortæller Bente stolt.
Udover hoften har Bente også fået kræft i ryggen, Brystbenet og bækkenet. Det giver naturligvis smerter, men Bente er hver måned en tur på Sønderborg sygehus, hvor hun får en kur mod kræften og dagligt tager hun smertestillende piller.
”Det nytter ikke at sætte sig hen, men at komme ud og ikke bare sidde. Det handler om at bevare optimismen”

Fysisk træning, rejser og socialt netværk
Lægerne er fuldstændig chokerede over, at Bente kan gå. Det er nærmest naturstridigt. Men efter operationen har hun holdt sig i gang med gymnastik, stolegymnastik, fys træning, træning på kronikerholdet på plejehjemmet og daglige gåture sammen med Niels. Alt sammen en cocktail der gør, at Bente stadig er mobil. Udover den fysiske træning er hendes sociale liv med Niels, rejser og omgangskredsen også en faktor der spiller ind.
-Vi har et rigtig godt ægteskab, der bærer os igennem. Selvom det har været hårdt undervejs, har jeg aldrig sat mig hen. Jeg fik penge udbetalt for kritisk sygdom, og vi har været på rundrejse i Ægypten, Thailand, Mexico og Cuba, og herhjemme har vi rejst rundt i Danmark med Campletten eller været i vores sommerhus i Hejsager. Vi har desuden en stor omgangskreds og et stort socialt netværk med venner og naboer, som vi nyder at være sammen med. Og så går Niels og jeg da for resten også til EDB hver uge, fortæller Bente med en gnist, gejst og udstråling, som vidner om en kvinde, der fortsat har stor mod på livet.
I sit arbejdsliv arbejdede Bente som hjemmehjælper i 30 år og var bl.a. tillidskvinde på sin arbejdsplads. Efter operationen i 2001 mistede hun dog kræfterne i armene, og fik derefter et flexjob på Gram dagcenter indtil det lukkede, hvor hun så gik på først efterløn og derefter pension for 14 år siden.
Tak Bente
”Det nytter ikke at sætte sig hen, men at komme ud og ikke bare sidde. Det handler om at bevare optimismen”, sagde Bente flere gange undervejs i interviewet. Den sætning, samt besøget hos Bente, sidder stadig, flere uger efter interviewet, dybt i sjælen på 6510nyts udsendte, der har taget det dejlige besøg med langt ind under huden. Besøget vil aldrig blive glemt, og 6510nyt ønsker Bente og Niels fortsat god vind fremover.