Skip to Content

Pløjestævne på Gram Slot blev endnu en forårstradition

6. april 2026 af
Pløjestævne på Gram Slot blev endnu en forårstradition
6510NYT

Borgerjournalist Jørgen Boiskov

Pløjestævne på Gram Slot blev endnu en forårstradition

Støtteforeningen for Herregårdsmuseet på Gram Slot og DVTK, Dansk Veteran Traktor Klub, arrangerede pløjestævne på Gram Slot påskelørdag den 4. april. Det er tredje år, vi arrangerer pløjestævne, og det er vist gået hen og blevet en tradition.

Der mødte 40 veterantraktorpløjere og to hestepløjere op, og humøret var højt, mens snakken gik lystigt. Både traktorer, mandskab og heste var helt forårskåde og ventede kun på at få ploven i jorden.

Kaffe, fortællinger og den store kobjælde

Vi startede dog med kaffe og rundstykker kl. 9.00, da alle var ankommet, og her skal siges, at nogle havde 2-3 timers transport hertil. Der kom også en mand helt fra Grenå med sin grå Ferguson med plov, for han var nemlig født i Gram og glædede sig til at skulle pløje i forfædrenes jord i Gram.

Ja, sådan havde de fleste en historie om deres traktor eller plov, og snakken gik lystigt med spørgsmål og fortællinger. Ja, der var sådan en gang i snakken, at det næsten ikke var til at få ørenlyd, så da der skulle gives informationer, og Svend skulle fortælle lidt om landbruget netop nu på Gram Slot, ja, så måtte Henning Jensen ringe med den store kobjælde for at få ro på forsamlingen. Og det virkede.

Ud i marken ved Folevej

Efter morgenbordet, velkomst og informationer var tiden kommet til at køre i marken. Nogle pløjere ønskede et konkurrencepløjefelt, og andre ønskede at køre fælles hyggepløjning.

Det var et flot syn og en god lyd, da de 42 pløjere kørte ud i marken ved Folevej, og snart var luften fyldt af duften fra jord, traktorer og heste.

Annonce


Plovkro og fællesskab i marken

Flokken af frivillige med ægtefæller fra Støtteforeningen for Herregårdsmuseet sørgede for bagning og forplejning.

Der blev grillet pølser med tilbehør ude i marken i teltet, som fungerede som plovkro, og igen gik snakken rigtig godt i pausen. Efter frokosten skulle der pløjes færdigt, og inden vi så os om, var de 10 hektar pløjet, og der var blevet sparket dæk og udvekslet erfaringer.

Tak for i år – og på gensyn i november

Snart var klokken 2, og det var tid for eftermiddagskaffe med hjemmebagte boller og kage, hvor der blev sagt tak for i dag og på gensyn til næste år samme lørdag. Eller det vil sige, at vi jo mødes til veterantraktorstævne på Gram Slot den 14. og 15. november, inden vi går i vinterhi.

Vi ser fra Landbrugsmuseet tilbage på en dejlig dag, hvor der også var mange publikummer, som støttede landbrugsmuseet ved at købe en pølse med brød, øl eller vand. Tak for en hyggelig og interessant dag.

Pløjning eller plovning?

Lige det der med pløjning eller plovning? Anders Larsen og undertegnede var enige om, at i Gram og ude på landet siger vi altså plovning, og sådan kom der altså til at stå på skiltet 😬😃

6510NYT takker for artiklen - og vi er også til "plovning".....

Se de mange billeder her: