Skip to Content

Peter hepper også efter skoletid

22. juni 2026 af
Peter hepper også efter skoletid
6510NYT
| Ingen kommentarer endnu

Når læreren også står på sidelinjen

Når U12-drengene fra Gram spiller kamp, er det normalt forældre, søskende og bedsteforældre, der står langs sidelinjen. Men til gårsdagens kamp mod Jels stod der også en skolelærer og heppede med.

Peter Kallenbach fra Gram Skole var mødt op for at bakke sine elever op – også uden for klasselokalet.

Har du også et barn på banen?

Man kan måske sige, at jeg har mange børn på banen. Jeg er skolelærer på Gram Skole og har derfor mange af dem som elever. Fodbold betyder meget for børnene, og vi taler meget om fodbold. Og når det kan lade sig gøre, så kommer jeg og ser dem spille.

Der er ingen tvivl om, at Peter er en populær lærer. Spillerne vinkede til ham fra banen. Og dem, der havde deres søskende med, kom også forbi og hilste på ham med et: “Hej Peter”.

Det betyder noget, at voksne interesserer sig

Men betyder det egentlig noget for spillerne, at deres lærer kommer og ser dem spille?

Det er jeg ikke i tvivl om. Vi taler meget fodbold, og jeg er selv meget interesseret i fodbold. Det, at man interesserer sig for det, de går op i, betyder, at vi har noget at tale om, som ikke kun handler om matematik og verber. Jeg spørger altid til, hvordan det gik. Og så fortæller de om sidste kamp – både dem, der gik godt, og dem, der gik mindre godt.

Forsætter under annoncen


Fra banen til sofaen

Peter har også selv spillet fodbold.

Det gjorde jeg som barn og ung. De første mange år spillede jeg i Simmersted. Sidenhen spillede jeg i Sommersted. Som barn var jeg rimelig god til at spille. Nu er jeg mere ekspert fra sofaen.

Foreningslivet er guld værd

For Peter handler fodbold ikke kun om mål, resultater og stillinger. Det handler også om fællesskab.

Det, at man laver noget sammen og får fælles oplevelser, betyder meget i et barneliv. Det betød meget for mig. Og det, at de bliver en del af et foreningsliv, er altså guld værd. Så hatten af for alle dem, der støtter op om foreningslivet.

Peter har også selv været træner.

Ja, jeg var træner i Vojens i en del år. Og da jeg boede på Fyn, var jeg med til at bygge et ungdomshold op på Tåsinge. Det gik rigtig godt.

Så skal der jubles

Peter må dog afbryde interviewet. Gram scorer, og så er der ikke tid til at snakke – så skal der jubles.

Godt, drenge!

lyder det fra Peter, der virkelig kan råbe højt.

Modstanderne fra Jels havde desværre lige det sidste held og vandt kampen 3-2.

Håneretten er sikret

Og hvad synes Peter så om resultatet?

Det kunne lige så godt være gået den anden vej. Men sådan er det. De må træne lidt mere. Men helt skidt er det ikke. For i morgen har jeg håneretten – og jeg har tænkt mig at bruge den,

lyder det fra Peter Kallenbach med et smil.

Selv om kampen endte med et knebent nederlag, var der altså stadig noget at tage med hjem. Ikke bare en fodboldkamp, men også en påmindelse om, at det betyder noget, når voksne møder op – også når skoledagen for længst er slut.

Log ind for at efterlade en kommentar