Skip to Content

Peter Christian Koch i Tiset

10. juni 2026 af
Peter Christian Koch i Tiset
6510NYT

En mindesten for Peter Christian Koch i Tiset

Borgerjournalist: Karen Marie Mortensen

Den 15. juni 1938 – på bladet Dannevirkes 100-årsdag – blev der afsløret en mindesten i en lille, smuk plantage ved Tiset i Gram Sogn.

Mindesten blev rejst for Peter Christian Koch, der var stifter, udgiver og redaktør af det første dansk-nationale blad i Sønderjylland. Han var smedesøn fra Tiset, senere urtekræmmer og “peberhandler” i Gammel Haderslev – og en vigtig skikkelse i den nationale kamp for danskheden i Sønderjylland.

Graven forsvandt – mindet blev rejst

Det er gået så vemodigt, at graven med Peter Christian Kochs jordiske levninger for længst er blevet sløjfet. Han døde i 1880 og fandt sit sidste hvilested på Solbjerg Kirkegård på Frederiksberg, men graven blev ikke holdt i hævd og hjemfaldt senere til videre brug.

I København, hvor P. Chr. Koch tilbragte sine sidste 25 år, leder man derfor forgæves efter et synligt minde for denne sønderjyske forkæmper for danskheden. På Det Kongelige Bibliotek findes der breve fra ham. Det er alt.

Ingeborg Jessen tog initiativet

Allerede flere år før afsløringen tog fru Ingeborg Jessen, gift med gårdejer J. Jessen, initiativ til at få rejst et synligt minde om P. Chr. Koch i hans fødeby.

Det var også Ingeborg Jessen, der i 1938 på Valdemarsdag fik rejst en mindesten for en anden af Tisets kendte sønner, cand.theol. Hans Tjellesen Schmidt, der som frivillig i 1864 gav sit liv for fædrelandet.

Der var interesse for sagen. Flere af landets dagblade gav bidrag, Sprogforeningen støttede også, og P. Chr. Kochs gamle blad betalte resten af de direkte udgifter.

Stenen blev fundet ved den gamle smedje

Stenen blev fundet i et dige ved den tomt, hvor P. Chr. Kochs fødested – den gamle bysmedje – engang lå.

I vinteren 1937-38 blev den gravet fri og slæbt ud i plantagen. Her står den nu med de indhuggede ord, som også skyldes fru Ingeborg Jessen.

Den gamle smedje, hvor P. Chr. Koch blev født, lå dér, hvor Bent Hansens gård ligger i dag – Tiset Forte 1.

Afsløringen blev uden stort folkemøde

Det var egentlig planen, at afsløringen skulle finde sted i forbindelse med et nationalt folkemøde. Men på grund af mødeforbud i anledning af sommerens kvægsot kunne det ikke gennemføres.

Stenen blev dog afsløret på netop den dag, hvor minderne om tre store begivenheder i Danmarks historie samles: Dannebrog, Dannevirke og Genforeningen.

Til stede var repræsentanter for Kochs slægt, beboere fra Tiset og enkelte andre. Landstingsmand Jens Høyer bød velkommen, hvorefter Dannevirkes daværende redaktør, N. J. Nielsen, opridsede P. Chr. Kochs liv og gerning.

Om Koch, N. Chr. Nissen og Fr. Fischer kan godt anvendes ordene fra Bibelen: Brændte ikke vore hjerter, glødede ikke vore tunger. De var brændende i troen på vor nationale sags ret og retfærdighed, nidkære i gerningen, derfor nåede de i løbet af i virkeligheden forbavsende kort tid så imponerende resultater. Ære være P. Chr. Kochs minde! Måtte Danmark altid have sådanne sønner!

Sprogforeningens formand, bibliotekar Jakob Petersen, karakteriserede derefter P. Chr. Koch som “vort sprogs ædle og trofaste ridder”.

Det var mere end en bedrift, da Peter Chr. Koch for 100 år siden trådte frem for offentligheden som redaktør af et lille beskedent blad med det ældgamle navn Dannevirke. Det var en omvæltning af det, der hidtil havde været almindelig tankegang. Det lille beskedne blad blev spiren til omdannelse og fornyelse af et folk, der var ved at forgå i materiel sløvhed.

Noter fra arkivet

Dannevirke var en avis, der blev udgivet fra Haderslev. I 1972 blev avisen overtaget af Jyske Tidende, som lukkede den i 1975. I 1991 fusionerede Jyske Tidende med Vestkysten, og så var det slut med at bytte avis. Gram ligger jo midt imellem, så når man byttede avis, kunne man følge med både på østsiden og vestsiden af Sønderjylland.

Personer nævnt i den oprindelige artikel:

Christian Flor var højskolemand og politiker. Han var med til at oprette Rødding Højskole og udgive Dannevirke. Han levede fra 1792 til 1875.

Niels Chr. Nissen var bogbinder i Haderslev.

Frederik Fischer var urmager og redaktør af Aabenraa Ugeblad, der senere blev overtaget af Dannevirke i Haderslev.

Kig ind på arkivet

Her var en lille historie fra Gram og Omegns Lokalhistoriske Arkiv.

Vi har gang i mange ting, så kig gerne ind på arkivet om tirsdagen i åbningstiden. Vi holder dog sommerferie indtil 1. september.

Man kan altid kontakte Mona, hvis man har brug for oplysninger eller vil indlevere noget.

Mona kan kontaktes på telefon 23 81 59 50 eller mail: mona-ravn@live.dk.