Af Stig Kongsted Hansen
Preben Ebsen voksede op på forældrenes gård i Harreby, 3 km fra Fole, og det lå i kortene, at han skulle overtage forældrenes ejendom. Men hans store fritidsinteresse, gymnastikken, samt hans evne til at se muligheder og udvikle nyt, satte en stopper for det ret hurtigt, efter at han havde overtaget gården.

En plest blev startskuddet til et eventyr
Preben var som ung mand en dygtig gymnast og var på Ollerups elitehold. Det førte til mange opvisninger i ind- og udland, og på et tidspunkt skulle han til Zimbabwe med Ribes rep.-hold.
– Holdet ville have en plest med derned (en blanding af en hest og en plint, red.), men vi havde ikke tid til at lave den. En bekendt havde lavet sådan en, men han havde ikke tid til at lave en mere. Jeg lånte nogle skabeloner, som han havde, og vi gik i gang. Da vi kom hjem, fik jeg to forespørgsler på at lave en plest, men jeg havde ikke tid, og det havde de tre andre heller ikke.
Jeg kontaktede ham, som jeg havde lånt skabelonerne af, og spurgte, om han kunne lave dem, men det havde han ikke tid til. Han tilbød mig, at jeg kunne hente skabelonerne igen hos hans forældre. Det gjorde jeg, og jeg sagde, at jeg så nok ville ændre på benene, så plesten kunne pakkes bedre sammen. Derefter kontaktede jeg to ungdomsskoler, hvor jeg kendte lærerne, for at høre, om de også ville have en plest, og det ville de. Nu var der fire, der ønskede en, så jeg gik i gang med at producere fem styk, fortæller Preben Ebsen.
De fire blev solgt, og den femte fik Preben lov til at udstille til en konkurrence i Silkeborg, og herfra gik det meget stærkt.
Fra Harreby til Fole
– Jeg sagde mit arbejde op i marts 1994 for at koncentrere mig om at producere gymnastikredskaber, og i 1995 overtog jeg gården. Køerne var lige solgt fra, så planen var, at jeg skulle passe jorden om sommeren og lave redskaber om vinteren. Det gjorde jeg kun i et år. Jeg havde så travlt, at jeg måtte forpagte jorden ud og gå all in på gymnastikredskaberne, fortæller Preben.
I denne periode ansatte Preben sin første medarbejder, Klaus Erik Knudsen, der stadig arbejder i firmaet. Stalden blev bygget om til værksted, og halmloftet blev lavet til kontor.
I perioden fra 1996-2001 voksede firmaet til seks ansatte, og i 2002 flyttede PE-Redskaber til Fole, hvor virksomheden er ekspanderet lige siden, og hvor de i dag er 24 ansatte i Danmarks førende virksomhed inden for gymnastikredskaber.
Airtracken er opfundet af Preben Ebsen
PE-Redskaber producerer selv deres redskaber på deres træværksted, metalværksted og systue, og der har gennem årene været mange succeser. Den største er uden tvivl airtracken, som er opfundet af Preben.
– Jeg var på en bådmesse i Tyskland, hvor der lå nogle måtter på gulvet, som der var luft i. Det var bunden fra nogle gummibåde. Dem bestilte jeg et par stykker af, og hjemme i Fole kom vi dem ind i nogle betræk, og det var så de første lufttætte gymnastikmåtter i verden. Herfra udviklede vi det til airtracken. Vi havde en brugsmodelbeskyttelse fra 1997-2007 på de lufttætte måtter, som blev udviklet til airtracken, og i 2007 kom der mange andre på markedet, da brugsmodellen ophørte. Så vi har opfundet både redskabet og navnet, fortæller Preben.
PE-Redskaber er grøn og innovativ
Preben er nu godt oppe i halvtredserne, men visionerne for PE-Redskaber er stadig store. I firmaet tænker man meget grønt og innovativt.
– Vi kigger lidt på det med andre briller i virksomheden, og vi arbejder meget med den grønne omstilling. Vi laver det, kunderne efterspørger, og ikke omvendt. Dog finder vi stadig på nye produkter, og vi vil meget gerne reparere redskaber, og derfor laver vi nye redskaber i en ordentlig kvalitet, men sådan at de i fremtiden er lette at reparere i form af reservedele. Og vi har folk, der tager ud og reparerer. Vores mål er at være den mest innovative virksomhed inden for gymnastikredskaber i Europa, slutter en målrettet Preben.
6510NYT løfter på hatten for Preben Ebsens fantastiske iværksætterhistorie, der er skabt på 33 år i Harreby og Fole.
















