Af Stig Kongsted Hansen
Eva og Svend Rosendahl på 81 og 85 år flyttede til Gram i januar måned 2025, og torsdag
den 1.maj fejrede de diamantbryllup i Kastrup forsamlingshus. 6510nyt mødte dem dagen
før den store fest i deres nye hjem på Margrethevej 1 i Gram.
-Vi har inviteret 80 mand til ”unnen” (middagsmad på sønderjysk) i Kastrup
forsamlingshus, lyder det bramfrit fra Svend, mens han kigger over på Eva der supplerer
med, at det er familie og venner, der er inviteret til festen.
50 år i Øster Lindet
Parret har været gift siden 1965. De har tre børn, fire børnebørn og to oldebørn. Det hele
startede i Nordborg, hvor de begge arbejdede på Danfoss. Her fik de deres første barn, og
så valgte Eva at blive hjemmegående, mens Svend fortsatte på Danfoss som smed indtil
1968. I 1968 flyttede den lille familie til Hejls. Her boede de indtil 1974, da de valgte at
flytte til Øster Lindet og ind i et nybygget hus, som Svend selv havde bygget. Det blev
deres hjem de næste 50 år.
Et varierende arbejdsliv
Igennem årene hvor de boede i Øster Lindet havde Svend mange jobs rundt omkring. Han
har været cementstøber, arbejdet på Nordsøen, kørt eksport, arbejdet i Norge, arbejdet på
kraftværker og har været med til at bygge storbæltsbroen. Eva havde sin gang, først på
det gamle fletteri i Gram, siden hen ved Top Line i Gram.
Havearbejde, krolf og kort
Svend, som er født og opvokset i Kastrup på ”fattiggården”, har altid ønsket at slutte sine
dage i Gram. Siden hen fik han Eva overtalt til det samme. Derfor solgte de huset i Øster
Lindet sidste år og flyttede til Gram i januar 2025. De har lejet sig ind i huset på
Margrethevej, som deres svigersøn ejer. Her kan de fortsætte deres store interesse for
havearbejde, da der er en dejlig have. Udover havearbejdet går fritiden med at spille krolf
og kort. Svend har spillet ”SKAT” (et kortspil), og Eva lægger kabale. På den måde holder
de sig i gang.
Der handles lørdag formiddag
Selvom Eva og Svend først er flyttet til Gram nu, er de kendt i byen, som de handlende
pensionister gennem flere årtier. De handlede nemlig også altid i Gram, da de boede i
Øster Lindet. Hver lørdag formiddag er de ude at handle. Eva er den som handler, og
Svend står udenfor og snakker med folk. De elsker at snakke ude i byen, men også i deres
hjem, hvor døren altid har stået åben. De elsker når nogen kommer forbi for at sige hej.
-Ja, det går godt her i Gram. Vi er faldet godt til, fortæller en glad Svend, da 6510´s
udsendte er på vej ud ad døren.
Dejligt at 6510 også kan tiltrække ældre tilflyttere.