På redaktionen har vi bedt nogle forskellige personer rundt om i 6510nyt om at lave et ”nytårsskriv” til os. I dag er det Stine Kristensen, 54 år, plejemor og bosat i Fole, der får ordet:
Nytårsskriv fra Stine Kristensen
Når nytåret og tiden for nye forsætter nærmer sig, ser nogle mennesker sig tilbage over skulderen på tiden, der er gået. Det år, der gik og måske endda de sidste mange år. De gør status, holder regnskab, plusser og minusser, og tager beslutninger i nye og bedre retninger.
Jeg har aldrig hørt til den slags mennesker. Det meste af mit liv har jeg levet som tilfældighedsrytter, redet på bølger af ting, der skete, og som jeg lod ske, uden de store tanker om at jeg kunne ændre på noget.
Jeg er selv en stor fortaler for tilfældighedernes magt i vores liv. I hvert fald i mit eget. Er tvivler af natur. Vægelsindet vil nogen kalde mig og meget sjældent skråsikker ret længe ad gangen. I diskussioner klarer jeg mig på min evne til at formulere mig, men dagen efter kan jeg være lodret uenig med mig selv. Og på mange måder har jeg derfor levet mit liv i, hvad der føltes som, en lind strøm af tilfældigheder, uden den store målrettethed.
Beslutninger er til for at blive truffet. Men jeg vil så nødigt.
For et par år siden blev jeg dog nødt til at blive voksen, sådan for alvor. En kræftsygdom, gjorde mig bange for at dø. Med det ene ben i graven, begyndte jeg pludseligt, i stedet for være tilskuer til mit eget liv, at tage det selvsamme liv alvorligt. Det blev lynhurtigt nytår, og tiden for nye forsætter begyndte på vej til og fra kemo.
Min søgen efter mening og en ny retning, tog på den måde afsæt i en stor frygt for at gå glip af, hvad jeg følte, måtte være resten af mit eget liv. Jeg kunne næsten gå i selvsving i min iver efter at bruge resten af mit liv, på allerbedste vis. Men hvordan? Så mange valg og fravalg, så meget selvrealisering, så megen udvikling lå og ventede. Jeg læste selvhjælpsbøger, mediterede, filosoferede på lange gåture, og satte alle mulige ting i gang for mig selv, som jeg senere aflyste igen.
For (måske) heldigvis vandt et af mine skarpeste karaktertræk, det vægelsindede endnu engang over den nye indstuderede målrettethed, og jeg endte med at blive i tvivl gang på gang. Var det nu det rigtige, jeg havde besluttet mig for? På den måde begrænsede min selvrealisering sig til en ny fritidsinteresse og noget frivilligt arbejde. Og måske blev jeg i samme hug, reddet fra en endnu større selvoptagethed, som sikkert ikke ville have klædt mig ret godt.
Når det så er sagt, kan jeg kun anbefale at gå en smule i panik, her ind under årsskiftet. Det skader nok ikke at blive en smule selvoptaget og tænke over, om der er noget man vil gøre med det liv, der er tilbage. At se indad og udad, og overveje om der er noget (eller nogen), der trænger til ens opmærksomhed. At tage livet og døden op til revision.
Bare hvis der skulle sidde en tilfældighedsrytter eller to mere derude et sted. Godt nytår til os.
