En beretning af Johannes Gjesing
Kort før jul brød min gamle Kenwood-køkkenmaskine sammen. Det er en af dem, som ellers kan klare hvad som helst, og som kan gå i arv fra generation til generation: en Major Titanium. Alene navnet indgyder respekt.
Men jeg havde givet den en helt urimelig behandling. Det var noget med en kødhakker og et eller andet smart, som jeg havde fundet på. Hvorom alting er: Den var ødelagt.
Maskinen var terminal
Vi lever i et samfund, hvor man ikke reparerer ting mere. Man smider ud og køber nyt. Af princip ville jeg dog først undersøge, om den kunne repareres. Jeg læste om maskinen på nettet. Men jeg måtte hurtigt sande, at hvis jeg reparerede den selv, så ville den i hvert fald aldrig komme til at virke.
Jeg søgte på “reparation af Kenwood” på nettet. Der var vist en i Nyborg. Men det var besværligt – og måske også for dyrt. Maskinen var med andre ord terminal. Jeg forberedte mig på at skulle tage afsked. Jeg var i ventesorg.
Reparationscaféen
En dag, hvor jeg sad og sørgede, sagde en til mig: “Prøv da Reparationscaféen i Menighedshuset.” Og det kunne der jo ikke ske noget ved. Så med bange anelser gik jeg derned. Jeg forventede, at der ville blive sagt: Den er kaput. Færdig. Slut.
Jeg blev mødt med et “velkommen”. Og straks gik tre kyndige mænd i gang med at se på patienten. De pillede, skruede, lyttede og overvejede, hvad der var galt. Der kom andre og beroligede mig: Det skal nok gå, sagde de. Jeg fik kaffe og kage.
Der er håb
Efter 10 minutter fik jeg at vide, at maskinen rigtignok var syg – rigtig syg. Men den kunne laves. Det var de sikre på. Der skulle ny kobling i og et eller andet. Det ville koste lidt – men ikke meget. Jeg slog til. Og så blev min Kenwood indlagt på caféen.
Ville det gå?
De næste dage hørte jeg intet. Men lige før jul bankede “læge” Poul på min dør. Glædelig jul, her har du maskinen. Jeg blev så overvældet, at jeg knap fik sagt tak.
Der stod den – den kørte, som var det nyt igen. Fantastisk!
Tid til tak
I tirsdags gik jeg ned i caféen for at takke. Igen var stemningen rigtig god. Jeg fik sagt tak mange gange – men det var da ikke noget, sagde de kyndige folk. Det er bare lige at skifte den der dims.
Men på grund af disse dygtige folk kører min Kenwood igen og ligger ikke på lossepladsen.
Annonce
Hjerte-reparationer
Da jeg var dernede, var der travlt igen. En tæpperenser ville ikke rense. En mikrobølgeovn ville ikke bølge. En trøje havde fået et hul. Det blev ordnet og fikset.
Men hvad der er mindst lige så vigtigt: Der bliver også hygget og snakket. Og det er sådan noget, der kan bringe glæde i et hjerte, der måske er lidt træt – eller bare trænger til opmuntring. Så har du ikke nogle ting, der skal repareres, så kom derned alligevel. Det er godt for humøret og glæden.
Eftertanker
Jeg er nok ikke den eneste, der har været på genbrugspladsen og tænkt: Hold da op, hvor bliver der smidt meget ud. Det er helt vildt. Vi lever simpelthen i en smid-ud-kultur, hvor det ikke kan betale sig at reparere ting mere.
Men vi lever også i en verden, hvor alle siger, at vi skal passe på miljø og klima og ressourcer. Ja, nu må vi vist knap spise en frikadelle mere.
Jeg tror, at det virkelig ville batte noget, hvis vi blev bedre til at reparere vores ting, så de virker i længere tid. Nu har jeg en røremaskine 10 år længere – mindst.
Det er da grønt, hvis noget er grønt. Og det kan de gode folk i Reparationscaféen hjælpe med.
Åbningstider hver anden tirsdag. Tiderne bliver annonceret her:
https://www.6510nyt.dk/arrangementer
