Nyt fuglekiggerhus i Lunden indvies den 26. september
Vision Gram inviterer til indvielse af et helt nyt “Fuglekiggerhus” i Lunden – et lille udkigssted, hvor man kan følge det rige fugleliv over åen og Slotssøen.
En idé der tog fart
Forhistorien begyndte, da Rikke Reitzel fra Lergravsmuseet foreslog, at Vision Gram kunne rejse et sted til fuglekig. Ideen blev straks taget vel imod – og da vi i området har en meget fuglekyndig mand, Jesper Leegaard, blev han spurgt til råds om placeringen.
Tilladelser og godkendelser
Det rigtige sted blev fundet, og grundejer Svend Brodersen sagde straks ja – men anbefalede at spørge kommunen. Herfra blev også Fredningsstyrelsen og forskellige interesseorganisationer inddraget.
En delegation på syv personer, grundejer og en kommunal medarbejder inspicerede området. Efter nogle måneders ventetid kom meldingen: Placeringen var godkendt, og Haderslev Kommune gav byggetilladelsen.
(forsætter under annoncen)
Frivillige kræfter bag byggeriet
I foråret gik en lille flok frivillige i gang – heldigvis med en byggekyndig iblandt. Huset rejste sig hurtigt. Undervejs knækkede to store grene af bøgetræet ved siden af huset, men slotsgartner Hans sørger for, at træet bliver beskåret, så området er sikkert både ved huset og stien langs åen.
Invitation til indvielse
Vision Gram glæder sig til at indvie fuglekiggerhuset og håber, at mange møder op den 26. september – og at huset fremover vil blive brugt flittigt af både lokale og besøgende, der har lyst til at nyde naturen og fuglelivet i Lunden.















