Af borgerjournalist Karen Marie Mortensen
Årsskriftet fra Lokalhistorisk Forening for Gram og Omegn er på vej rundt til medlemmernes og sponsorernes postkasser.
Har du ikke modtaget årsskriftet?
Har du betalt kontingent sidste år, og dukker årsskriftet ikke op i din postkasse, så kontakt venligst Mona på telefon 23 81 59 50 eller mail mona-ravn@live.dk, så du kan få et blad.
Er du ikke medlem, kan du blive det ved betaling via MobilePay eller til konto nr. 9741 888-5642-366.
Det koster 100 kroner for enlige og 160 kroner for par.
Historier om tre lokale mejerier
Årsskriftet handler i år blandt andet om de tre mejerier Østergårds Mejeri, Gramgård Mejeri og Tiset Mejeri.
Nogle har måske set, at det også var temaet i vores kalender for 2026.
Karl Gunnar har også skrevet lidt om Johan Severin Hansen, der voksede op nede på Sønderbygade. Johan Severin Hansen var forfatter til historien om Jerichows mur nede ved slottet.
Flere af Hans Petersens erindringer
Bagerst i årsskriftet følger lidt flere sider af Hans Petersens erindringer. Hans Petersen ejede Gramby gård nede på Sønderbyvej.
Om det er den samme Hans Petersen, som Johan Severin Hansen har en lille historie med i sin bog, ved vi ikke. Men Hans Petersen nede på Gramby gård havde også lidt temperament, ligesom navnebroderen i fortællingen nedenunder havde.
Fra mit sønderjyske barndomsland
Af en eller anden grund må sønderjyder finde sig i at få skudt i skoene, at de er særlige hidsige af gemyt.
Personligt tror jeg, at det er noget sludder. Men mennesker i et grænseland udtrykker sig ofte mere skarpt og følesesmæssigt end andre, hvilket er ganske naturligt. Og der er måske forklaringen på, at man sige, at sønderjyder er opfarende og hidsige.
Dette til indledning for at ingen skal tro, at historien om Hans Petersen fra min side er ment som en generalisering af sønderjysk psyke.
I nærheden af Bedstes hus lå Hans Petersens gård. Hvidkalket, velholdt og firlænget. Tidlig og silde løb vi børn oppe på gården og legede. Der var så meget, vi kunne tage del i. Lige fra at hente dyrene hjem fra marken til at hjælpe i køkkenhaven.
Der stod respekt omkring Hans Petersens person på grund af hans dygtighed som landmand. Men karle og piger frygtede hans vrede, der, når den blev vakt, både var stærk og hidsig. Engang var jeg vidne til et skænderi mellem Hans Petersen og Niels, hans karl. Han var den eneste, som turde sige Hans Petersen imod. De tog frygtelig på vej begge to, og jeg gjorde mig så lille som muligt af angst over, at voksne kunne bære sig sådan ad.
Niels var så vred, at han ville rejse på stedet, det sagde han i hvert fald og gik ind i sit kammer. Hans Petersen forstod, at det var alvor denne gang, og han skyndte sig at hente Petra, sin kone, for at hun kunne gyde olie på de oprørte vande og mildne luften. Det lykkedes også for hende. Niels lod sig formilde, men han sagde ikke noget til sin husbond i flere dage.
Petra var i øvrigt altid nødt til at følge med i, hvad hendes mand foretog sig. Hun var den eneste, der forstod at tæmme hans hidsige sind og ofte lød hendes milde, men myndige stemme: - Var dig, Hans Petersen, var dig!
Der gik mange historier om Hans Petersens hidsighed. Nogle helt fantastiske og utrolige.
Engang under forårspløjningen kom han hen i marken for at syne karlens arbejde. Denne havde været uheldig. Han havde pløjet skævt og nogle plovfurer væltede. Hans Petersen blev helt ude af sig selv af raseri. Det kunne han ikke finde sig i. Tænk om nogen så det og bagefter sagde, at hos Hans Petersen kunne man ikke pløje!
Resolut satte han karlen fra bestillingen og overtog selv ploven. Uheldigvis blev det ikke bedre. Hestene var blevet nervøse af hans hidsige, huggende stemme, og de trak ploven skævt. Men skønt det var hans egen fejl, blev Hans Petersen så skingrende rasende, at han løb hjem for at hent sit jagtgevær. Karlen stod i den anden ende af marken og var vidne til optrinet. Da Hans Petersen endelig dukkede op på ny, hvid i ansigtet og med bøssen i hånden, troede karlen bestemt at nu skulle hestene skydes. Det var dog ikke Hans Petersens mening. Han nøjedes med at give ploven en bøssefuld hagl: - Du skal pinedød ikke vælte plovfuren for mig, råbte han og skød engang til
Uddrag fra Johan Severin Hansens bog: Den lille Profil.
