Af Stine Kristensen
I Sønderjylland kan man, igennem hele sommeren, opleve smukke haver med skønne blomster, passet og plejet af dedikerede havefolk. Hvad er det der gør, at man får lyst til at stå med hænderne i jorden, eller rive og hakke om kap med ukrudtet? Det vil vi prøve at finde ud af. I vores nye serie om haver i 6510 området har vi besøgt mennesker, som vil fortælle om deres have og de glæder og udfordringer, de oplever her. Om yndlingsblomster og planer for fremtiden. Lige uden for deres egen dør.
Annelise Dall
Annelise Dalls have ligger et godt stykke ude i den skønne natur. En fantastisk sø spejler træerne, og Annelise har både køkkenhave og prydhave.
-Jeg kan godt lide tanken om at gå ud og plukke min egen salat, fortæller hun.
Køkkenhave har hun altid haft, men bøvler ind imellem lidt med sneglene, et typisk problem for haveejere.
Den allerfineste blomst
I blomsterhaven er sæsonen lige begyndt. I bedene står krokus i flere farver, og lyser flot op, mod det grønne græs. Det er imidlertid ikke krokus, og heller ikke tulipanen, som man måske skulle tro, Annelise har tabt sit hjerte til.
-Jeg kan godt lide mange slags blomster, men for mig er påskeklokken den allerfineste lige nu. Nogen kalder den også julerose eller stinkende nyserod, men hos mig hedder den påskeklokke, og er en af de absolut første blomster, jeg har i haven, fortæller Annelise.
Starten på min havesæson
-Sidst på vinteren, i februar måned, starter min havesæson netop med at gå ud og klippe de lange visne blade af påskeklokkerne. Det har jeg lært af en tidligere kollega, og det er et rigtig godt råd. Der kan sidde sygdom i de gamle blade, som man ikke vil have med ind i den nye sæson. De afklippede blade skal man smide i skraldespanden, så de ikke kommer i kontakt med andre planter. Det er selvfølgelig lidt et bøvl, men senere vil man se, at det har været det hele værd, fortæller Annelise.
Når bladene er klippet af, kan planterne rigtigt få lys og luft, og det varer ikke længe før de skyder med nye blade og smukke blomster. Blomsterne findes i flere farver, men den lilla er nok den der har nemmest ved at få fodfæste rundt om i haven.
-Hvis der bliver for mange, er det nemt nok at fjerne de små skud, fortæller Annelise.
Vigtige ting i haven
-Jeg kan godt lide at have blomster i mange forskellige farver, for jeg nyder at tage dem ind, og lave forskellige dekorationer. Påskeklokken er dog ikke så god til det. Den hænger hurtigt med hovedet, og er pænest ude i haven, siger Annelise.
En glæde for krop og sjæl
Annelise har haft haven lige så længe hende og Mogens har boet her. Og det er mange år. Glæden ved at arbejde i haven har hun dog med hjemmefra, hvor hendes egen mor også var havemenneske.
-Min mor sagde engang imellem: Hvis jeg ikke havde haven, så ved jeg ikke…..
Den samme glæde, kan Anne Lise godt genkende:
-Man får sådan en ro i kroppen og hovedet, ved at gå i haven. Det har jeg altid følt, men nok endnu mere nu end i starten af mit haveliv.
En god balance
Annelise fortæller at i starten holdt hun haven meget sirligt, og fik alt skidt og kvas samlet sammen:
-Jeg nød også dengang at være i haven, men det føltes også lidt som en pligt nogle gange, men det har ændret sig igennem årene. Nu prøver jeg at finde en balance, så haven har en form, der passer til den energi, jeg vil lægge i den. Kviste og grene får lov at ligge nu, for det er godt for biodiversiteten.
Fremtidsplaner
Selvom haven er Annelises store interesse, har hun flere andre projekter i støbeskeen. Og de skal føres ud i livet nede ved søen.
-Jeg kan godt lide at bade, og har planer om at vi skal have lavet en platform ud over vandet, så det bliver nemt at komme i. Og så vil jeg gerne sove i shelter. Det er dejligt at være udenfor, og i et shelter kommer man tæt på naturen, også om natten. Så det er også en af fremtidsplanerne”, slutter Annelise.