Skip to Content

Ny artikel i serien ”Haver i 6510”

2. maj 2025 af
Ny artikel i serien ”Haver i 6510”
6510NYT

Af Borgerjournalist Stine Kristensen

I Sønderjylland kan man, igennem hele sommeren, opleve smukke haver med skønne blomster, passet og plejet af dedikerede havefolk. Hvad er det der gør, at man får lyst til at stå med hænderne i jorden, eller rive og hakke om kap med ukrudtet? Det vil vi prøve at finde ud af. I vores nye serie om haver i 6510 området, har vi besøgt mennesker, som vil fortælle om deres have og de glæder og udfordringer, de oplever her. Om yndlingsblomster og planer for fremtiden. Lige uden for deres egen dør.

Det gamle hus

I hjertet af Fole ligger et af de ældste huse i Fole. Merethe Fløjstrup er den glade ejer af den meget smukke have, som omkranser det gamle hus midt i byen. I dag, hvor jeg besøger Merethe i hendes have, stråler de mange forårsblomster om kap med solen.

-Jeg er lige startet på min fjerde havesæson her i haven. Sæsonen starter i marts måned, hvor jeg begynder at fjerne grene og vissent løv rundt omkring. Og på det tidspunkt gør jeg mit drivhus klart, så jeg kan begynde at sidde derude om morgenen med min kaffe. Det er bare skønt, fortæller Merethe, mens hun viser rundt.

De gamle sorter

- Min haveinteresse tog rigtig form efter jeg flyttede ind her og overtog en meget smuk have efter de tidligere ejere. Men både mine forældre og svigerforældre var havemennesker, og jeg bliver tit mindet om deres haver, når jeg går her i min egen, fortæller Merethe, som er meget bevidst om at bruge de gamle stauder og blomster, så de passer ind til det gamle hus.

- Jeg elsker blomster som Påskeliljer, Sct. hansurt, Roser, Lavendel, Tulipaner og selvfølgelig Hosta. Jeg synes, det er dejligt med de gamle sorter. Der er mange minder forbundet med dem, og samtidig passer de godt til huset, hvilket er vigtigt, fortæller hun.

Ingen bar jord

Udover de gamle sorter holder Merethe meget af planter, som er insektvenlige. Hun har krydderurter og forskellige former for duftende bunddække, som f.eks. krybende timian med de smukke lilla blomster.

- Jeg holder meget af bunddække, der findes så mange forskellige, og det ser pænest ud, når jorden er dækket af grønt. Der må helst ikke være bar jord i min have, fortæller Merethe.

Yndlingsbedet

Merethe viser rundt i ”den gamle have”, hvor bedene står lige og velplejede. Bedet i midten af plænen er fuld af påskeliljer og hendes yndlingsblomsterbed.

- Farverne skifter igennem hele sommeren, fortæller Merethe. Forskellige løgplanter og stauder får på skift, lov at blomstre, og bedet er på den måde altid i flor og et smukt syn. Det er ikke bare noget man gør. Jeg ved at de forrige ejere, Asta og Jürgen, havde en stor viden, og jeg forsøger at holde bedene her i den gamle have, på samme måde som de gjorde, fortæller Merethe.

Merethe er meget bevidst om, hvor hun vælger at lægge sin energi i haven. Hun holder de flotte blomsterbede sirligt. Men i andre dele af haven sker der andre spændende ting.

Plads til frugt og bær

I starten var der seks højbede bag huset. Nu er der tre tilbage, og der er sået græs i stedet for. I de tre højbede har Merethe plantet bærbuske og gjort plads til krydderurter og lidt kartofler.

- Jeg har ikke som sådan køkkenhave, men lidt kartofler kan jeg ikke lade være med. Og så er jeg glad for bærbuske og selvfølgelig æbletræer. 

Merethe viser mig sit store gamle æbletræ, som står midt i haven bag huset. Træet er enormt, og blomstrer lige nu. Igen i år vil træet sikkert bære mange æbler, som det gør hvert år.

- Vi plukker over 100 kg, som vi kører af sted til mosteri. Jeg ved ikke hvad det er for en sort, men smagen er dejlig frisk og let syrlig. Merethe viser mig ned igennem den lille skov, hvor fint bunddække af efeu giver en smuk, næsten mystisk effekt under de store træer ved vandet. En dejlig krog ved bækken indbyder til stille stunder. Bare lyden af vandet er fantastisk, og selvom vi sidder under træerne, finder solen vej ned til os.

Et fristed i fritiden

Merethe fortæller at det er vigtigt for hende, at haven er et sted, man kan slappe af:

– Jeg har et spændende og travlt arbejdsliv, og når jeg har fri, nyder jeg at være i haven. Jeg slapper af i mit dejlige drivhus, hvor sæsonen jo er lige fra marts til sent efterår, eller jeg sidder nede ved bækken, der også er et af mine yndlingssteder. 

 Afslapning i haven kan dog også vise sig på andre måder for Merethe.

- Folk kan undre sig over, hvordan det kan være afslapning at arbejde i haven. Men jeg nyder at bruge min krop, og den fysiske træthed man føler efter 3-4 timers havearbejde, giver en balance for mig i mit liv, fortæller Merethe.

Balance i livet og balance i haven

Tilgangen til havearbejde har også ændret sig igennem årene, og Merethe oplever nu en anden ro ved at gå i haven.

– Det kommer med alderen, smiler hun, man bliver mere bevidst om balancerne i livet.

Balancerne kan man også se, at Merethe opnår med de forskellige elementer i haven.

- Når haven er så stor, er der plads til både den sirlige prydhave, en lille skov, frugt og bær, og endda en kompostbunke med pindsvin og andre former for liv, smiler Merethe. – Jeg har en klar opdeling af, hvor i haven jeg fører en stram linje og hvor der sker noget andet. På den måde kommer der balance i tingene.

Det allerbedste

I sådan en have er det svært at nævne bare en ting som er det bedste. Men alligevel er Merethe ikke i tvivl. 

- Jeg elsker alle mine store træer. Lige fra æbletræet, til skoven ved bækken, de store majestætiske blodbøge midt på plænen og de små der pludselig kom frem, da jeg fældede et par stykker, der stod forkert. Det er sjovt, som man pludselig får øje på nye ting, og hvordan det nu har givet lys og luft til andre planter. I græsset er der endda også blevet plads til barnebarnets helt eget kirsebærtræ. På den måde samles et billede af fortid og fremtid, som bindes sammen i haven.

Måske en pergola i fremtiden

Merethe har ikke de helt store haveprojekter i støbeskeen, men nyder bare haven som den er nu. Alligevel kunne det være dejligt med en pergola og nogle klatreplanter. Det kommer måske i fremtiden.

- Jeg kan godt lide at opleve andres haver, se hvordan de har valgt at gøre. Få ideer fra hinanden og tænke over, hvad der kunne passe ind her hos mig, slutter Merethe, mens vi får et glas æblemost i solen. Så bliver det ikke meget bedre.