Gram Højskole har vokseværk, men økonomien halter
- nu kan du hjælpe
I de fem år, Gram Højskole har eksisteret, er aktiviteten på stedet steget for hvert år. Nu kommer der hvert år mange tusinde gæster på besøg.
Det er en god og vellidt højskole
På borgermødet i torsdags fortalte bestyrelsesformand Steen Dall, at de får mange positive tilbagemeldinger fra kursister. Kursister kommer igen år efter år, og omsætningen stiger. Mange her i området har også deres daglige gang på skolen eller deltager i foredrag og sangaftener.
Steen lægger ikke skjul på, at der har været udfordringer.
Men nu står skolen et godt sted. Den ligger som et bankende hjerte her i Gram med kursister, medarbejdere – og lys i de mange vinduer.
Økonomien
Det ændrer ikke ved, at økonomien her og nu er presset! At sælge nogle byggegrunde fra ville gavne økonomien – og der er allerede en køber! Men det kræver en godkendelse fra Realkredit Danmark, hvor skolen har et lån på 2,3 millioner kroner.
Det er ikke nogen stor gæld, når man tænker på, hvor mange bygninger der er, og hvor god stand de er i. Steen Dall fortæller:
Realkredit Danmark har desværre ikke umiddelbart været til at forhandle med. De kunne ikke nøjes med et ekstraordinært afdrag, hvilket ville være rimeligt. De ville have hver en krone, der kom ud af salget. Og det hjælper jo ikke skolen her og nu.
Ny plan kræver private investorer
Svend Brodersen, der er ressourceperson på skolen, fortæller:
Det ærgrer mig, at Realkredit Danmark ikke er mere fleksible. Her har vi smukke velholdte bygninger, en højskole på vej op og arbejdspladser. Det er jo alt det, man efterlyser her i provinsen – og nu har vi det! Og så vil de ikke være med.
For at vi kan komme videre, skal vi have fat i nogle private investorer, som vil overtage gælden fra realkreditinstituttet. Så får vi bedre handlemuligheder.
Ring til mig
Der er allerede tilsagn fra folk, der vil låne skolen penge – også stærke kræfter. Men vi har brug for flere. Skolen har altid betalt afdrag på sine lån. Private långivere vil få førsteprioritet. Svend Brodersen fortæller:
Pengene vil blive betalt tilbage på samme måde som realkreditlånet. Det giver skolen handlemuligheder. Men det kræver, at vi får nogle investorer, der overtager gælden og kan yde skolen et lån på mellem 100.000 kr. og opefter. Det vil stille skolen stærkt.
Men vi har travlt. Vil du hjælpe, så ring til mig dag og nat – så holder vi et møde om det.
Gram Højskole skal leve videre. Den er en kæmpe succes og har gjort en masse godt for vores område. Det skal den blive ved med i mange år endnu.
Din hjælp kan sikre, at højskolen fortsat skaber liv og fællesskab i området.
Vil du være med?
Kontaktoplysninger:
Svend Brodersen
Telefon: 40 11 19 10
Steen Dall
Telefon:
40 12 70 40
/jg
Artiklen har været til gennemlæsning hos Svend Brodersen og
Steen Dall