Skip to Content

Naturvejleder Claus Olesen vil gerne have fat i skolerne

15. november 2025 af
Naturvejleder Claus Olesen vil gerne have fat i skolerne
6510NYT

Naturskole og jagttrofæer på vej til Gram Slot

Af Stig Kongsted Hansen

Fra tømrermester til storvildtsjæger

Børge Hinsch levede i sidste århundrede fra 1915-1995. Han var en succesfuld tømrermester, men også en meget succesfuld jæger. Gennem 50 år var han på jagtrejser i stort set hele verden, hvilket bevirkede, at han ved sin død i 1995 efterlod en kæmpe samling af jagttrofæer og etnografika (beskrivelse af folk. red).

Børge Hinsch havde ingen arvinger, og ønskede sig, at der skulle laves et museum for hans jagttrofæer, og derfor blev der oprettet en fond – Børge Hinsch Fonden.

I 1998 bliver den store unikke samling placeret på Valdemars Slot på Tåsinge. Her blev man opsagt i 2022, hvorefter man indgår en aftale med Gram Slot, hvor hele samlingen bliver udstillet, når ombygningen af loftet på Gram Slot bliver klar.

Så den store samling er ikke ankommet endnu, men Børge Hinsch Fondens Naturskole er kommet til Gram Slot. Den rykkede ind i juni 2025 sammen med lederen, der kom med fra Tåsinge.

Claus L. Olesen flytter med til Gram

Og det er Claus L. Olesen som løste formidlingsopgaver og lavede fortællinger om jagttrofæerne på Valdemars Slot.

Han har sammen med sin kone rykket teltpælene op og er flyttet med til Gram, hvor han siden juni 2025 har været naturvejleder og leder af Børge Hinsch Fondens Naturskole.

“Her i starten handler det for mig om at få bredt budskabet ud, og at komme ind på skolerne med mine tilbud. Det er jo et spændende og godt naturområde her specielt med Lunden, der ikke har været rørt i 120-130 år. Jeg har f.eks. set og hørt flere forskellige spættearter,”

— fortæller Claus Olesen, der er begejstret for området i Gram.

Claus er meget interesseret i at få fat i skolerne og få et samarbejde op at køre, da han har en del årstidsafhængige tilbud, som de kan få gavn af.

Årshjul, biodiversitet og børnehøjde

“Vi følger årshjulet og griber fat i det, der er aktuelt i naturen hele tiden. Jeg arbejder meget gerne med børnenes natursyn og biodiversitet, og prøver at få sidstnævnte presset ned i børnehøjde. Jeg bruger meget tid på at implementere biodiversitet hele tiden,”

— fortæller en entusiastisk Claus Olesen.

Samarbejde med skolerne – naturen skal opleves

Claus har for tiden et samarbejde med en klasse, hvor de har vildtkameraer oppe at hænge forskellige steder, og der er flere forskellige tilbud til skolerne, som er gratis.

“Man kan ikke snakke om naturen uden at være i den, så derfor vil jeg gerne have flere skoler herud. Jeg har været rundt og banke på ved skoler, men det tager lidt tid at komme ind under huden. Jeg skal jo lige prøves af. Jeg er kommet i gang med Gram Skole, og her håber jeg på, at vi får et rigtig godt samarbejde fremadrettet,”

— slutter naturvejleder Claus Olesen.

Kontakt

Du kan kontakte Claus Olesen og Naturskolen på tlf. 23958106 eller e-mail:

claus.l.olesen@gmail.com