Karen Marie Mortensen
Lørdag den 22. august inviterede Sønder Hygum Lokal Historiske Forening til afsløring af en mindesten for Karen Poulsen på Årupgård, Årupvej 5, 6510 Gram, med foredrag af Louise Klinge, Museum Kolding.
Stenen er opsat på Preben Moldts jord i Haderslev Kommune. Det var her, langt de fleste blev hjulpet over grænsen, men man kunne jo have valgt at sætte stenen ved fødehjemmet eller et andet sted i Hygum Sogn.
Så fin en handling. Så tag ud og se stenen.
Stenen står på parkeringspladsen efter Årupgård, når man kommer fra Gjelsbro.
Opsætningen af stenen blev muliggjort via en arv fra søskendebørnene Aage, Ejner og Elna Poulsen, Harreby.
Gik du glip af foredraget, så er her H. P. Jensens version af historien.
Tekst: H. P. Jensen, sparekassedirektør i Agerskov og lokalhistoriker. Fortællingerne er bragt under Egnshistorier fra Ugeavisen for Midtsønderjylland i 1987.
Pigen fra Kamtrup
Karen Poulsen som flugthjælper under første verdenskrig
Der var engang, da Europa var verdens centrum. Her var den industrielle, den økonomiske og den militære magt koncentreret. Uden for den verden lå Amerikas Forenede Stater, der kun interesserede sig for sine egne forhold. I Europa stod striden om, hvem der skulle være den mægtigste magt i verdensdelen og dermed i hele verden.
Der var masser af social nød og nationale stridigheder i Europa, men alt syntes at være behersket af faste rammer. Alligevel gjorde jalousi og angst Europa til en krudttønde. Senere skulle man se tilbage på denne tid og mene, at det var den gode, gamle tid, men da var det for sent.
Den første verdenskrig brød ud i de første dage af august 1914 og vendte op og ned på hele verdensbilledet.
Den 1. august 1914 erklærede Tyskland Rusland krig og den 3. Frankrig. Samtidig blev der givet mobiliseringsordre. Sommeren var frugtbar og smeltende varm. Folk måtte forlade høstarbejdet og melde sig i garnisonerne.
Kongeågrænsen blev lukket med vejspærringer, pigtrådshegn og vagtkæder. Andre vagtkæder blev oprettet ned gennem Slesvig. Der skulle legitimation til for at bevæge sig uden for den nærmeste bopæl. Alt blev nu indrettet til at imødekomme de militære behov, og Tyskland var velforberedt.
Krigen gik sin gang.
Man troede en tid lang, at soldaterne skulle være hjemme til julen 1914, men krigen trak ud i mere end fire år til november 1918.
Tyskland kunne ikke brødføde sig selv, og det var afskåret fra de store råvareleverandører ude i den store verden. Alle fornødenheder blev rationeret, og man søgte at bøde på manglen ved erstatningsvarer.
Alle levnedsmidler var knappe. Tøj og især skotøj var ikke til at opdrive. Petroleum, brændsel og drivstof kunne kun gives til de civile behov i ganske små mængder. Værst af alt var måske manglen på sæbe og rengøringsmidler, der blev produceret på fedtbasis.
Det blev næsten umuligt at holde sig selv, sit tøj og sine omgivelser rene. Mange ældre husker den almindelige fornemmelse af urenlighed.
Ved fronterne var der store tab, men også blandt civilbefolkningen voksede dødeligheden som følge af underernæring og smitsomme sygdomme.
Det tyske folk viste en stor og langvarig moral, der først svigtede i krigens sidste et-to år. Men inden for det tyske riges grænser levede der folkeslag, der ikke håbede på en tysk sejr, men derimod på national frihed efter et tysk nederlag.
Det gjaldt også de dansksindede sønderjyder i Sønderjylland.
Et stykke hen i 1915 begyndte mange at desertere. De forudså Tysklands nederlag og ønskede ikke at sætte liv og lemmer på spil i den stadigt frygteligere dødedans.
Skyttegravskrigen overtraf alt, hvad man hidtil havde erfaret om en stor krigs rædsler. Unge mænd, der var hjemme på orlov eller stod foran indkaldelse til militærtjeneste, traf en tung beslutning om at søge til Danmark.
Det gjaldt om at komme op i grænseegnene – trods den skarpe kontrol med veje og jernbaner – og derefter komme i forbindelse med en flugthjælper, der kunne føre flygtningen gennem den stærke grænsebevogtning.
Familien Poulsen i Kamtrup
På en gård i den vestlige del af den lille landsby Kamtrup i Hygum Sogn boede familien Gorm og Ingeborg Poulsen med deres otte børn. Tre drenge og fem piger.
Familien var rodfæstet dansksindet, og husfaderen Gorm Poulsen levede i en evig strid med gendarmer og tyske myndigheder.
Gorm Poulsen var en stridig og slagfærdig mand, der ikke stak op for nogen ting. Det lå i luften, at hele familien ville tage aktiv stilling mod det forhadte tyske militær og for de flygtende landsmænd.
Julen 1917 var de to sønner deserteret til Danmark, to af døtrene var taget samme vej af frygt for arrestation, og den tredje datter sad arresteret i Rødding.
Familien Poulsen var ikke alene om at hjælpe flygtninge over grænsen. Der fandtes snesevis af lignende hjælpere, men ingen familie har drevet flygtningehjælpen i så stor målestok og ydet så store personlige ofre.
Den første mellem ligemænd var datteren Karen Poulsen. Hun har hjulpet omkring 400 flygtninge af mange nationaliteter over grænsen.
Hun er endnu kendt som pigen fra Kamtrup. I krigens år var hun en sagnfigur. En tid efter huskedes hun endnu af mange, men egentlig fik hun aldrig den ære, hun havde kunnet tilkomme.
Karen Poulsen
Karen var født den 4. juli 1888 og således 26 år gammel, da verdenskrigen brød ud. Hun var allerede som barn uforknyt, glad og virksom.
Hendes første ungdom var ikke helt uden problemer. I 1913 fik hun en lille datter, Ingeborg, med en ven, der faldt i krigen. Dengang var den slags jo en skandale og en sorg, men heldigvis synes Karens hjem ikke at have været hildet i det gængse snæversyn.
Den lille pige blev taget i huset hos forældrene Gorm og Ingeborg og blev opdraget af dem.
Karen tjente i forskellige pladser. Hun var nu en køn, robust og strålende ung pige, der fangede blikket.
Nu er evner, vitalitet og udstråling jo ulige fordelt, men alle, der har kendt Karen, nævner, at hun var et menneske af stor charme.
Hun kunne gå i folk med træsko på. Hun elskede bare at have noget at rive i, og satte hun sig noget i hovedet, blev alt sat ind på at gennemføre det.
Igen må det have været en organisation, der dels har kunnet føre flygtninge hen til hende, dels har kunnet hjælpe hende med de nødvendige penge og varer og især har kunnet advare hende, når faren blev for stor.
Naturligvis var der en stor mystik omkring denne illegale grænseovergang, der efterhånden løb op i tusinder. Rygterne florerede.
Man ved også, at der har været tale om folk og organisationer, der alene forsøgte at hjælpe folk over grænsen og få dem anbragt i Danmark. Der har også været andre, der for eksempel beskæftigede sig med efterretningsvirksomhed mod den tyske fæstningslinje Sicherungsstellung Nord, flådestationen i Kiel og luftskibsbasen i Tønder.
Som krigen gik, havnede mange allierede soldater som krigsfanger i Nordslesvig. Mange blev hjulpet til flugt over grænsen.
Den illegale grænseovergang er et vældigt kapitel, der kun kendes ganske lidt til. Det er meget typisk, at de mange, der har været indblandet i den, har tiet stille også længe efter, at krigen var forbi, og grænsen flyttet sydpå.
Hvad der kendes, er fuldt af usikkerhed, unøjagtighed og eventyrberetninger. Virkeligheden var hård og har omfattet mange fejlslag, ganske store penge og en blanding af troløshed og stille heltedåd.
Karens personlige indsats
Karen Poulsen er for længst død, men der lever endnu mange, der har kendt hende. Hun må have været en bombe af et menneske.
Varm og strålende væltede hun sig ind på alt og alle. Soldaten, der stod på vagt, kunne få en kaffepunch bragt. Officeren, der sad på vagtsystemet, kunne få en pakke med kaffe og sæbe til familien.
Landmanden, der skulle køre milevidt med en flygtning på bunden af vognlæsset, kunne få en pengeseddel eller en dunk petroleum til lamperne.
Enhver, der havde en viden eller et hjælpemiddel, der skulle trækkes på, kunne besnakkes eller bestikkes.
Måske var hendes hemmelighed den, at hun kendte alle og havde et eller andet kompromitterende kendskab til officerer, soldater og embedsmænd. Hun har kunnet købe, men sikkert også true:
Arresterer eller melder du mig, så ligger der et brev med oplysninger om dig, og det går lige til det tyske grænsepoliti. Men naturligvis vil jeg ikke ødelægge dig. Du skal bare lukke øjnene for det og det, så skal jeg nok huske at stikke lidt godt til side til dig!
I lange tider gik hun uantastet over grænsen, var væk i flere timer eller dage, rejste til Ribe og kom igen til grænsen med stor oppakning, der ikke blev undersøgt.
Alle husker hendes charme. Hun var i stand til at besnære hvem som helst. Ved enhver lejlighed var der mad og drikke til den sultne soldat, lidt penge, en pakke med gode ting.
Mange må have gennemskuet hende, men da hun sikkert har holdt sin sti ren med hensyn til spionage og våben, har de fleste lukket øjnene.
Alligevel fatter man næppe, at hun har kunnet overkomme, hvad hun har, og at hun har haft nerver og kræfter til at køre det døgnlange løb uden at begå uforsigtigheder.
Tid og steder
Karen Poulsen begyndte sit virke som flygtningehjælper allerede i pladsen i Hygum Præstegård.
Der var indkvartering på gården. Alligevel lykkedes det hende at føre ti flygtninge over grænsen.
Hendes husbond, præsten, var meget tysksindet og syntes, at der gik ting for sig, som han ikke kunne forstå. Karen snakkede for meget med vagterne, hendes cykel var undertiden væk, og hun kunne ses sammen med ukendte folk.
Hun drev et frækt spil. Vagtsomheden var ikke stor. Man regnede jo med, at Tyskland ville vinde krigen.
En tysk officer blev mistænksom og kaldte Karen ind til forhør. Det førte ikke til noget, men Karen blev vred på præsten, som hun mente stod bag forhøret, og hun forlod sin plads i utide.
Foldingbro og Gjelsbro
I Foldingbro gik gæstgiveriets have helt ned til Kongeåen. Her blev flygtningene lusket gennem udbygningerne og på knæ gennem havens buske ført ned til åen.
Karen gik som så ofte før ned til brovagten med en varm skænk. Flygtningen kravlede under broen og op på dansk side.
Her kom mindst ti desertører over grænsen.
Også i Gjelsbro Kro gik haven ned til åen. Karen kom jævnligt spadserende til kroen med en mand under armen. Det var hendes kæreste, fortalte hun vagterne.
Flygtningen blev puttet ind i hønsehuset, så gik Karen ud til vagterne med en skænk.
Den flygtende havde kun få skridt ned til åen. Her måtte han kravle over en sluse, så var han i sikkerhed. Når vagterne spurgte til kæresten, var han gået for længe siden.
Årupgård
På Årupgård tog spillet helt andre dimensioner. Her tog flygtningehjælpen hele hendes tid.
Forpagteren hjalp mange over grænsen. Han og Karen skiftedes til at aflede vagternes opmærksomhed. Vagter og officerer blev opholdt med snak, og der blev skænket ud med rund hånd.
Den vagthavende officers vagtbøger lå frit tilgængelige og blev flittigt studeret af Karen og hendes søster.
Folk stimede til fra hele Sønderjylland, som oftest efter daglange marcher gennem det vanskelige terræn ved Stensbæk og Brogård.
Mange ankom i største udmattelse og helt udhungrede. De måtte styrkes før den sidste forhindring og have civilt tøj.
Hvor der var tale om bestikkelse, gik overgangen vel skjult for sig, men begge parter kunne dog nogenlunde regne ud, hvor den anden stod.
Tit var en aftale ikke mulig. Så måtte der kravles på maven i timevis gennem kornmarker og langs med hegn.
Desertører og flygtede krigsfanger blev tit bragt til gården, skjult i hestekøretøjer. Her blev de skjult på høloftet og fik andet tøj.
Når mørket faldt på, tog Karen flygtningen ved hånden og fulgte ham over Gjelså.
Den gamle hest kendte vejen
En god hjælp var en gammel opslidt hest, der blot skulle løsnes på gården, så fandt den selv ned i engen.
Karen og flygtningen satte sig op på hesten, der kendte vejen over åen i et vadested. Alligevel kunne vandet stå så højt, at det nåede rytterne til brystet.
Hesten bragte dem sikkert igennem til Karkovgård. Her fik den nogle stykker sukker og fandt så selv vej tilbage.
Det skete sommer og vinter. Den gennemvåde flygtende måtte undertiden ligge i kulden på engen i timevis.
Bedst var det at flygte i dårligt vejr. Så blev patruljerne hjemme og spillede kort. Når Karen kom hjem sent på natten, sad der ofte et nyt hold og ventede på at komme over.
Bestikkelserne til officerer og soldater nåede utrolige højder. Der gik hele vognlæs af varer til Karkovgård, der også gæstfrit husede de forkomne grænseoverløbere.
Spillet blev drevet så frækt, at der sad flygtende under vogndækket, når Karen kørte i hestevogn til Ribe efter varer.
Det største problem var de flygtendes nerver. Tit kunne de ikke holde sig rolige, forsøgte at undvige i løb, faldt ind i pigtråd eller kanaler.
Gang på gang bjergede Karen en sådan panikslagen, uden at vagterne bemærkede noget.
Det skal også siges, at der blandt de tyske vagter var mange udmærkede mennesker, der klogeligt lukkede øjnene eller skød op i luften, når noget observeredes.
Klapjagt og overvågning
En stor klapjagt på Årupgård, hvor de tyske officerer deltog, endte i en massevandring over grænsen.
Alle var fulde, alle så dobbelt, alle morede sig.
På gården hobede flygtningenes militærtøj sig op. Det måtte skjules på loftet eller graves ned.
Engang imellem gik det galt. Enkelte er blevet dræbt under grænseovergangen, andre er blevet såret eller har strejfet rundt i dagevis uden at kunne skelne mellem dansk eller tysk land.
Bestikkelserne kostede mange penge. De fleste flygtninge kunne lægge et eller andet beløb, der kunne anvendes kontant eller til køb af varer, men rygterne løb naturligvis.
Amtsforstanderen i Rødding kørte i bil til Årup og lå i bakkerne med en kikkert for at observere livet på gården.
Karens bror, Johannes, ejede Lasbjerggård. Han sendte bud til Årupgård, når det var tilfældet.
Der kom stikkere forklædt som flygtninge, men en sjette sans advarede hver gang Karen og hendes hjælpere. Så blev der skinhelligt ringet til Rødding og foretaget en anmeldelse.
Flere gange kom der kriminalbetjente og tog gårdens folk i forhør.
I sommeren 1917 blev Karen indkaldt til en krigsret i Christiansfeld for at blive taget i forhør. Hun kendte imidlertid alle rettens officerer og havde dem faktisk i lommen for deres forskellige transaktioner.
Hun gik imidlertid meget ydmygt og stilfærdigt til værks, forstod ikke meget tysk og var i dagens anledning tækkeligt klædt og lidt troskyldig.
Forhøret førte ikke til noget. Det blev gentaget, og Karen fik mange advarsler om, at det ikke blev ved med at gå godt.
Derfor tog hun plads på Gram Slotskro.
Flugthjælp fra Gram
Men også i Gram ventede der flygtninge, deriblandt flygtede russiske, belgiske og engelske officerer.
Vejen til grænsen var lang, men Karens far mødte med hest og vogn.
Han var kendt for sine mange attakker med de tyske gendarmer, der kunne ende med, at han bankede gendarmen ud af stalden med staldkosten.
Gang på gang prøvede man at passe ham op, men han fungerede som lynafleder, der ledede opmærksomheden væk fra Karen og kompagni, der gik til fods inde i marken.
Også i Gram kom der advarsler til Karen, og da der kom en øjensynligt forklædt kriminalbetjent til Slotskroen, flyttede hun til Kamtrup.
Fra Gjelsbro Kro, Årupgård og Gram mente hun selv at have hjulpet omkring 300 mennesker til flugt til Danmark.
Hjemme i Kamtrup gik spillet videre.
Her var man tæt i hælene på hende. Mange af flugtberetningerne lyder eventyrlige. Kun hendes sindsro, charme og rundhåndethed klarede de mange farlige situationer.
Spillet var ude
Hun mærkede, at hele egnen var spækket med tyske officerer og politifolk, der lurede omkring gården tidligt og silde.
Indkvarteringen på gården blev taget i forhør, men svor på, at familien Poulsen var skyldfri.
Officerer og mandskab var bestukket, men da alle pakker til hjemstavnen blev sendt fra Gram, kunne man ikke gribe dem på fersk gerning.
Gorm smed konsekvent alt og alle ud, der kom i tysk ærinde, nægtede at tale tysk og forlangte tolk.
Han blev indkaldt til forhør i Rødding, hvor amtsforstander Rafalski fik at vide, at Gorm ikke havde et tysk, men derimod et dansk fædreland.
Gendarmen fik bank, Gorm fik bøder, men alle gik til sidst uden om ham.
Han klagede til den milde amtmand von Løv i Haderslev og gjorde et så pænt indtryk, at Rafalski blev desavoueret.
Det var tider.
Den 21. november 1917 mærkede Karen, at spillet var ude. Hun flygtede til Danmark, og resten af krigen blev hun på den danske side.
Den 11. november 1918 indtrådte våbenstilstanden.
I tiden indtil Genforeningen tog Karen jævnligt til sit hjem. Alle grænsevagterne kendte hende, og hun delte stadig ud. Hun blev ikke kontrolleret.
På sin vis fortsatte det tyske styre endnu. Embedsmændene i Rødding forsøgte at passe hende op.
Hun var hver gang advaret. Gorm og hendes søskende lavede brølende skandaler og truede flittigt med, at når vi nu blev danske, var der en og anden, der skulle regnes af med.
Meget hurtigt stak Rafalski og hans fæller piben ind.
Slaget var tabt.
Tiden, der fulgte
Hvad drev Karen Poulsen til denne utrolige indsats?
Først og fremmest familiens kompromisløse danskhed, sandsynligvis også hendes egen personlige følelse efter tabet af en ven i krigen.
Men også menneskekærlighed.
Mange gange har hun været træt efter en nats færden i det vildsomme grænseterræn. Når hun kom hjem, sad det næste hold der.
Måske også en vis spænding, men det er nu sjældent den helt rigtige drivkraft. Den forleder til uforsigtighed.
Hun har været topfigur i kraft af sin personlighed, men alene har hun ikke kunnet klare den organisation, der stod og altid står bag en sådan flugt over en grænse.
Det er nævnt, at redaktør Carl Willemoes på Ribe Stiftstidende var sjælen i arbejdet for at tage sig af de dansksindede sønderjyders ophold i Danmark.
Navnet dr. Niels Svith i Ribe er et andet navn, og der kunne nævnes mange flere.
Dette virke var ikke velset fra officiel dansk side. Man lå jo så tæt op ad det mægtige Tyskland.
Selv efter Genforeningen føltes det ikke opportunt at bryste sig af hjælpen til de flygtende, hvoraf mange havde været allierede krigsfanger.
Beretningen om denne flygtningehjælp kan ikke mere skrives.
Typisk dansk blev der ofte talt om, at hjælpen var ydet for økonomisk vindings skyld. Det var de forskellige beløb, som de flygtende havde givet hjælperne.
Der var tale om småpenge i det store spil. Pengene var mere end nødvendige for at kunne bestikke og betale tyske vagter og embedsmænd.
Denne misundelse er kun foragtelig, men desværre typisk.
Livet efter krigen
Da krigen var forbi, kom der en reaktion.
Karen blev syg og havde det svært i nerverne en tid. Det var en helt naturlig reaktion, som kendes fra mange lignende forhold.
Men hendes kernesunde og virksomme natur rettede sig hurtigt.
Hun blev gift med konditor Hemming Hansen. De to drev et konditori på Blegdamsvej 74 i København.
De fik to piger, hvoraf den ene døde af en blodsygdom i en ung alder. Det var en stor sorg.
Senere ejede de Hotel Vordingborg i Vordingborg nogle år. På deres gamle dage boede de i Køge og drev en lille kiosk på havnen, hvor man kunne købe en bajer efter lukketid.
Ægteparret kom jævnligt på besøg i Sønderjylland, og det fortælles, at smugleriet sad Karen i blodet. Hun skulle have lidt ekstra med, når de var over grænsen.
Med årene forknortede hendes personlighed sig nok lidt. Hun kunne godt have ret akavede meninger, og hendes familie husker hende som "skrap".
Hun var åndsfrisk al sin tid. Det er en stor nåde.
De sidste år tilbragte hun på et plejehjem i Skensved på Sjælland. Her døde Karen den 7. september 1981.
Hun døde glemt og ukendt, men mange mindes hende endnu som et stort menneske. Der kommer glans i blikket og varme i stemmen, når hun mindes.
Bedst var, at hun ikke blev bitter trods den manglende tak.
Det er den sande storhed.
Det officielle Danmark
I tidens løb har mange spurgt Karen Poulsen, om nogle af de mange, hun hjalp, har husket hende, da faren var overstået.
Ikke mange.
Enkelte har takket i breve og personlige besøg. Ganske enkelte har gerne villet gøre hende en glæde med en eller anden ting, men som i al flygtningehjælp var hun forbavsende hurtigt glemt.
Flere har dog også forsøgt, om hun ikke kunne få en offentlig hæder som tak for sin indsats.
Der var selvfølgelig tale om en udmærkelse, en orden eller måske en fest. Det blev aldrig til noget.
Sidste gang, det forsøgtes, var i Jens Otto Krags tid som dansk statsminister.
Henvendelsen fik det svar, at Karen Poulsen jo havde virket til skade for Tysklands krigsanstrengelse som tysk statsborger. Hvor meget man end måtte beundre det, så kunne man ikke give en dansk orden for det.
På sin vis er tankegangen også rigtig. Det officielle Danmark under første verdenskrig, der lededes af blandt andre Erik Scavenius, så ikke med velvilje på denne flygtningestrøm.
Man søgte at holde landet neutralt.
Men der fandtes jo andre medaljer for ædel dåd. Selv livredningsmedaljen ville have været velanbragt.
Det blev aldrig til noget, men Karen Poulsen har aldrig vist nogen bitterhed, og det er den sande storhed.
Men i 1958, da hun blev 70, og i 1968, da hun blev 80, kunne man godt i Haderslev Amtsråd have spendret en pengegave på hende til en rejse eller et stort ønske.
Man smed nok penge til andet.
Sønderjyllands Amtsråd kunne have gjort det samme i 1978, da hun blev 90, men hun var glemt.
Hun døde 93 år gammel, åndsfrisk til det sidste. Alle i den familie dør i en høj alder.
Af hendes søskende lever nu kun Tilde Johansen, født Poulsen, i Egtved.
En sidste honnør kan hun ikke mere opleve, men hendes minde kan vises respekt og hengivenhed.
For tidens skyld kunne jeg godt have truffet den strålende Karen, pigen fra Kamtrup, men har ikke gjort det.
Hendes samtidige mindes hende som en dejlig pige, fuld af hjerte og vovemod.
Længe efter hendes død er hun et bevis på, at sønderjyske piger skal man ikke træde over tæerne.
Så bliver man selv ført rundt ved næsen.
Efterskrift
Det konsortium, der havde købt Årupgård, bestod af Olaf Fink, Brændstrup, Peter Jessen Seeberg, Brændstrup, grosserer Holger Fink, Aabenraa, og sparekassedirektør P. A. Callø, Frøs Herreds Sparekasse, Rødding, senere direktør for Sønderjyllands Kreditforening.
Karl Kristensen havde været ansat hos Olaf Fink i Brændstrup. I 1916 kom han til Årupgård som bestyrer, hvor han var til 1918.
Karl Kristensen var meget velanskrevet hos konsortiet og fik tilbudt gården, da den senere skulle sælges.
Der har været nogen tvivl om, hvem der var den drivende kraft i flygtningehjælpen på Årupgård, Karen Poulsen eller Karl Kristensen.
Fra flere kilder ved jeg, at Karl Kristensens indsats var lige så stor som Karen Poulsens. De må have arbejdet sammen som et team, og der tilkommer dem begge stor ære.
Spørgsmålet om, hvorvidt Karen Poulsen skulle have arbejdet for vindings skyld, kan jeg ganske afvise.
Hun ejede intet, da krigen var forbi.
Mærkeligt nok ventede mange flygtninge, at hjælpen skulle være gratis. De glemte, at bestikkelsen af vagtposterne kostede mange penge, og at flygtningehjælperen var ringere stillet end flygtningen, hvis flugten lykkedes.
Flygtningehjælperen skulle jo tilbage til det krigsførende land.
En ældre mand i Bovlund har i sin tid fortalt mig, at han og en velhavende kammerat blev hjulpet over af Karen.
Hun modtog 200 mark af den velhavende.
Dagen efter sad han på Gæstgivergården Sønderjylland i Ribe og larmede over, at det havde været så dyrt, det skulle forbydes osv.
Daværende læge Niels Svith i Ribe var tilfældigvis i lokalet. Han gik hen og kiggede på bordet og sagde så:
Så vidt jeg kan se, mangler der ikke noget her. Men De er en lumpen karl, der bringer flugthjælperens liv i fare med Deres dumme snak. De hører hjemme ved fronten. Kan De så holde Deres mund.
Det gav ro.
