Open By Night i vinterkulden
På den første rigtige vinterdag holdt butikkerne i Gram længe åbent. Mange havde taget sig tid til at kigge forbi – og de blev bestemt ikke skuffet.
Moneh i stort julehumør
I vores flotte blomster- og julebutik havde Susanne pyntet ekstra op. 6510NYT blev budt på både rødvin, dessertvin og prøvesmagning af to meget lækre kirsebærsovse – en med portvin og en med rom.
“Det har været et stort arbejde at pynte op med lys og kæder. Men det er blevet rigtig flot. Og vi har godt nok også haft travlt, og nu er vi ved at være trætte. Men det har været det hele værd.”
– Susanne
Butikken var virkelig flot – både udenfor i mørket og indenfor. Der er al mulig grund til at kigge ind og købe en julebuket eller en lille adventsgave.

EL-butik – og lidt af hvert
I Gram har vi en butik, hvor man både kan få en flaske portvin, en tørretumbler og en lottokupon på samme kassebon. Da 6510NYT kiggede forbi, var der masser af gæster, og der blev julet alle steder. Ved indgangen blev der budt på rom, portvin og rødvin, flot serveret af Jesper Lundsgaard.
“Det er en hyggelig dag. Der har været mange forbi bare lige for at hilse på. Og vi er rigtig glade for, at så mange har lyst til at se vores julepyntede butik.”
– Majbrit Lundsgaard
Marie – ting med charme
I samme butik ligger Marie – fyldt med flotte, finurlige og sjove ting, som Marie finder rundt omkring. Lakridspibeslikskåle, gamle ølkasser og sjove små gaver. En butik hvor man altid lige finder noget, der passer ind.

Når man indbetaler på
mobilepay 8548wy (Julebelysning i Gram),
støtter man julebelysningen.
Hvis man indbetaler mindst 100 kr. er man med i lodtrækning om fine gavekort!
Julebelysningens Venner
På vej over mod Røde Kors-butikken møder 6510NYT Julebelysningens Venner. De serverer Warmings gode ringridere, æbleskiver og andre lækkerier. Alle pengene går til byens julebelysning, som ikke er billig at drive – og som mange i byen sætter stor pris på.
De kan støttes ved at indsætte beløb på mobilepay 8548wy (Julebelysning i Gram).
Genbrugsbutikkerne
I den store Røde Kors-butik var der masser af gæster. Mange savnede SuperBrugsen, da den lukkede for år tilbage – men i dag har vi en fantastisk butik med frivillige, aktiviteter og masser af handel.

Kirkens Korshærs butik havde også åbent. Her nåede 6510NYT dog ikke forbi. Men præstefrue Gitte Gjesing kunne fortælle, at der var mange gode ting – og hele 50% rabat. Måske er præstens julegave således allerede i hus.

Også Apoteket og Xensation Media
Apoteket og Xensation Media var også med i Open By Night, men dem nåede 6510NYT ikke forbi denne gang.

En dejlig aften i Gram
På vej hjem kunne man nyde de mange smukke julehjerter, der lyser byen op.
Husk: Julebelysningens Venner afholder bankospil på søndag kl. 14 i fritidscentret.
Annonce





































