Marianne vil beholde pakkerne i Gram
Af Stig Kongsted Hansen
Altid smilende Marianne Klockmann er ægte ”Grammer”, og sørger for at Gram stadig har deres julepakker i byen, og at de ikke skal køre udenbys for at hente dem. Der ekspederes således mellem 800-1000 pakker dagligt i løbet af dagen på Shell-tanken i december måned. Et vildt antal som kræver meget tid og arbejde for Marianne og de ansatte. Man skulle tro det var en guldgrube, men det er det ikke.
En ”Grammer” vil servicere andre ”Grammere”
-Vi får selvfølgelig penge for det, men det er ikke det store. Vi gør det for at få trafik i butikken, også er det meget vigtigt for mig, at vi bibeholder pakkeudleveringen her i Gram. Jeg er jo ”Grammer”, og vil gerne yde lidt ekstra for at ”Grammerne” skal have deres pakker her i byen, fortæller en hudløs ærlig Marianne, da 6510nyt kigger forbi.
Krævende arbejde
Og at arbejdet er krævende, hersker der ingen tvivl om. Marianne har taget os med ud bagved, hvor to ansatte er i fuld gang med at navigere rundt i et hav af pakker.
-Pakkerne kommer ind på vogne i store bure, vi tømmer dem, scanner dem ind og sætter dem manuelt på plads. Når kunden så kommer, henter vi dem igen herude og udleverer i butikken, fortæller Marianne.
Mere flow i pakkeudleveringen
Hele cirkusset starter med Black Friday. Der er der tryk på før og bagefter, men det har alligevel været lidt anderledes i år.
-Tendensen i år har været, at mange firmaer kører ”Black november”, så der er kommet mere flow i det over en længere periode, men vi modtager stadig lige så mange pakker. Vi har udleveret pakker i mange år, men vi er med tiden blevet gode, slutter Marianne.
GLS, Post Nord, Bring og dao leverer pakker til Shell i Gram.
Annonce
















