Mange nye brandfolk i Gram
Skulle du være så uheldig, at du har brug for brandvæsenet, er det heldigt, at der er brandværn både i Gram og Arnum.
Brandværnet drives af frivillige, der har samme uddannelse som andre brandfolk, men de frivillige stiller deres tid til rådighed uden løn.
I Gram Frivillige Brandværn er der omkring 30 personer tilknyttet. Der er på det seneste kommet en del nye ansigter til, nemlig Randi Letzius, Steffen Holm, Jesper Lorenzen, Frederikke Hesselholm og Johannes Latter. Nogle af dem er uddannede, andre er i gang, men alle er allerede en del af fællesskabet.
Fortsætter under annoncen
Annonce
Brandkaptajn Lars Damkjær glæder sig over, at så mange er interesserede i at være en del af værnet:
"Vi er jo en del, der er blevet lidt grå i toppen (host host). Så det er skønt, at så mange unge vil være med til at føre traditionen med de frivillige brandværn videre. Det er jo en helt særlig sønderjysk tradition. Brandværnene er også en vigtig del af lokalsamfundene med stolte traditioner. Så de skulle gerne leve videre i mange år. Og lige nu ser det rigtig godt ud!"
Brandværnene rykker først og fremmest ud til brande, men også ved færdselsuheld og forureningsopgaver er de en del af beredskabet. De mødes til obligatoriske øvelser en gang om måneden og nogle få weekender.
I nogle af de kommende artikler vil vi lære nogle af de nye brandfolk bedre at kende.