Skip to Content

Loppelørdag på Gram Skole

11. juni 2026 af
Loppelørdag på Gram Skole
6510NYT
| Ingen kommentarer endnu

Loppelørdag på Gram Skole
- lørdag d. 13. juni 10-14

Skolegården fyldes med lopper, boder og aktiviteter

På lørdag bliver skolegården på Gram Skole fyldt med boder, aktiviteter og forhåbentlig masser af liv, når skolen inviterer til Loppelørdag.

Men hvad går arrangementet egentlig ud på? Det satte 6510NYT sig for at finde ud af, og derfor har vi talt med Nina Juhl fra ledelsen på Gram Skole.

Kom med dine lopper

Loppelørdag er for alle, der har ting, de gerne vil sælge – og for alle, der har lyst til at komme og kigge, købe, spise en pølse og være med til en hyggelig dag på skolen.

Det er en dag, hvor alle er velkomne til at deltage. Alle, der har nogle ting, de gerne vil sælge, kan bare møde op. Det kan være gammelt legetøj, tøj eller måske en seng, der er blevet for lille. Man kører bare ind i skolegården fra Slotsvej, fortæller Nina Juhl.

Det koster ikke noget at have en bod, og alle må være med.

Alle må komme og sælge, og alle må komme og købe. Vi håber, at der kommer mange børn og unge. Skolens lærere vil også være der, og der bliver både boder og salg af pølser. Så vi håber, det bliver en rigtig dejlig dag, siger Nina Juhl.



Skolen er et sted for alle

For Gram Skole handler Loppelørdag ikke kun om loppefund og grillpølser. Det handler også om at åbne skolen op for hele området.

En skole er jo en del af et områdes DNA. En folkeskole har en helt særlig betydning. Den er naturligvis vigtig for dem, der bruger den til daglig, men den er også vigtig for familier, der bruger andre tilbud. Derfor arrangerer vi en gang imellem en dag, hvor skolen åbner op og inviterer alle ind, siger Nina Juhl.

Hun peger på, at en skole er noget, mange mennesker har et forhold til – også længe efter, at de selv eller deres børn er gået der.

Gram Skole gør meget for, at alle skal føle, at det er en institution for hele området. Selvom man måske ikke længere har skolesøgende børn, er det altid dejligt at komme på en skole, hvor der er børn, unge og liv. Vi har jo alle minder fra vores egen skoletid. En skole er noget, vi bærer med os, siger hun.

Lærerne er også med

Skolens lærere deltager også i Loppelørdag, og det er helt bevidst.

Det har vi prioriteret højt. Mon ikke de fleste kan huske det som noget særligt, når man var sammen med sine lærere på en anden måde end i undervisningen? Derfor kommer lærerne også til Loppelørdag, og jeg ved, at de glæder sig, siger Nina Juhl.

Boder, sponsorpræmier og grillpølser

Ud over det store loppemarked bliver der også boder, grillpølser og andre aktiviteter i skolegården.

Skolebestyrelsesformand Johannes Gjesing er begejstret for arrangementet.

Jeg elsker, når der er de her store arrangementer på skolen, hvor alle kommer. Gramstrup kender de fleste, og nu kommer Loppelørdag også. Rigtig mange i byen har givet sponsorpræmier, og det fortæller mig, at skolen betyder noget, siger han.

Skolebestyrelsen står blandt andet for salg af pølser.

Det glæder jeg mig til. Vi har en rigtig god bestyrelse, hvor der både bliver arbejdet og grinet. Men måske kommer et af mine børn også og sælger legetøj og andre ting, der ikke bliver brugt mere, siger Johannes Gjesing.

Og jeg. Du kan ikke sælge dine børn eller din kone, Johannes - lyder det fra Nina Juhl mens hun tager endnu et telefonopkald.....

Fakta

Loppelørdag på Gram Skole
Lørdag den 13. juni kl. 10.00-14.00
Sted: Skolegården på Gram Skole
Indgang/indkørsel fra Slotsvej
Alle må komme og sælge
Det koster ikke noget at have en bod
Alle er velkomne

Gratis entré

Log ind for at efterlade en kommentar