Efter et fysisk aktivt ungdomsliv med masser af fodbold på Sine Efterskole, i SønderjyskE, Kolding Q og diverse ungdomslandshold, droslede nu 29-årige Line Falkenberg sit fodboldliv på højt niveau helt ned allerede som 17-årig.
-Der er andet i livet, tænkte jeg, og derefter arbejdede jeg lidt forskellige steder og gik i
byen, fortæller Line.
Allerede som 19. årig fandt Line sin udkårne, Thorsten, og de bosatte sig i Gram, hvor de
første to børn kom til verden. For et par år siden rykkede de teltpælene til Enderupskov,
hvor de har bygget et dejligt hus. Det tredje barn er kommet til, og nu stortrives Line i den lille by, med tre herlige drenge på 1,6 og 8 år samt sin mand i det nye hus, mens
svigermor og svigerfar bor nede i baghaven.
Det var ellers ikke hendes ønske i starten, at det skulle være Enderupskov, der skulle
være familiens base.
-Det var Thorsten der trak mig herud, da hans familie stadig bor herude. De tilbød os at
bygge på deres grund. Det valgte vi at takke ja til. I starten synes jeg, at det var lidt bøvlet
med kørsel, koordinering og bus til skole, men det kom jeg hurtigt over. Det fungerer nu.
Fortsætter under annoncen
Annonce
Det tager jo kun syv minutter, så er vi Gram og 15 minutter til Ribe, og børnene tager
bussen i skole, fortæller Line.
Med tiden faldt Line således til i Enderupskov, og hun nyder nu livet, hvor svigerforældrene i baghaven er guld værd.
-Vi var ikke flyttet herud, hvis ikke de havde været her. Børnene går jo bare frem og tilbage helt naturligt. Det har en kæmpe betydning. De hjælper os meget og børnene elsker dem, fortæller Line.
Og ensomhed og isolation er slet ikke et tema.
-Jeg nyder man kan trække sig tilbage, hvis det er det man vil, og har man lyst til at være
sammen med andre, så gør man jo bare det, siger Line.
Line er uddannet Social- og sundhedsassistent, men arbejder som medhjælper i
børnehaven i Hammelev. Indenfor nærmeste fremtid påbegynder hun pædagogstudiet i
Aabenraa. I sin fritid er hun fodboldtræner i Gram, står på mål på serie-2 holdet i håndbold i Gram og sidder i skolebestyrelsen på Gram Skole.
Line har ikke fortrudt sit valg med at flytte til Enderupskov. Hun ville gøre det om igen, men hun filosoferer dog lidt over, om hun ikke stoppede sin lovende fodboldkarriere lidt for tidligt.
-jeg ved jo ikke, hvad jeg kunne have drevet det til, slutter den livsglade kvinde.
/skh