Gå til indhold

Kæmpehaj bliver nyt vartegn foran museet i Gram

11. november 2026 af
Kæmpehaj bliver nyt vartegn foran museet i Gram
6510NYT
| Ingen kommentarer endnu

Kæmpehaj bliver nyt vartegn foran museet i Gram

Museum Sønderjyllands ledelse var mødt op, da et nyt og imponerende vartegn blev præsenteret på pladsen foran museet i Gram. Det drejer sig om en stor træskulptur, der forestiller en kæmpehaj, som der blev fundet fossiler af i Gram Lergrav i 1978.

70.000 kroner til nyt blikfang

Museumsforeningen har modtaget 40.000 kroner fra Norlys Vækstpulje og 30.000 kroner fra VisionGram. Pengene har gjort det muligt at skabe et helt nyt blikfang på pladsen foran museet.

Skulpturen er udført af kunstneren Mariane Ladegaard specielt til dette formål. Og det er ikke nogen lille skulptur. Den måler hele 2 x 3 x 4 meter.

Skal skabe større synlighed

Formanden for museumsforeningen, Jarl Knappe, glæder sig over, at det er lykkedes at få skulpturen på plads.

Vi er meget glade for bevillingen fra Norlys Vækstpulje og VisionGram, som betyder, at foreningen kan være med til at skabe større synlighed om museet. Når man fremover kommer til museet eller blot kører forbi, vil man tydeligt få øje på skulpturen, som fortæller, at der her findes noget helt unikt fra Danmarks fortid.


Et imponerende fortidsrovdyr

Også på Museum Sønderjylland er der stor begejstring for den nye skulptur.

Enhedsleder for naturhistorie på Museum Sønderjylland, Mette Elstrup, fortæller:

Verdens største ryghvirvel fra den største haj, der nogensinde har levet, er fundet i Gram Lergrav, og det er en stor opgave at illustrere, hvordan den så ud. Mariane Ladegaard er den helt rigtige kunstner til at levendegøre dette kæmpe fortidsrovdyr i et materiale, der passer til både museet og skoven, vi ligger i.

En flot gave fra museumsforeningen

Mette Elstrup understreger samtidig, hvor meget museumsforeningen gennem årene har betydet for museet.

På museet har vi glædet os rigtig meget til at få den imponerende træskulptur op som vores nye vartegn. Vi er meget taknemmelige for denne enormt flotte gave fra museumsforeningen, der igennem hele museets 50 år lange historie har været en uvurderlig stor støtte for os.

Log ind for at efterlade en kommentar